Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/16

Denne siden er ikke korrekturlest

2

Af det Følgende vil det imidlertid snart sees, at denne Mening om Fanternes Herkomst ikke er rigtig. Og dog er Pontoppidans Hypothese interessant nok. Den viser, at dette „omløbende Pak,“ som man endnu besværes med i vore Bygder, allerede for et Aarhundrede siden ved sine særegne Sæder og Forholde gjorde et saadant Indtryk, at man ikke syntes at kunne henregne det til den norske Befolkning, men maatte tillægge det en fremmed Nationalitet. Man faar allerede Formodning om, at disse „uordentlig levende Tiggere eller Bedragere“ maa have gjort sig kjendelige ved en vis indbyrdes Orden og Sammenhæng. Navnet „Fant“ bruges her som Betegnelse for et eget, rigtignok forsvindendes, men endnu kjendeligt Folk, som et Folkenavn.

Og saaledes bruges Ordet endnu af den norske Almue. Men dette er ikke Ordets eneste Betydning. Der er maaske ikke mange Ord, som have faaet en saa mangesidig Anvendelse som Ordet „Fant“ i vort lavere Folkesprog; Ordet har en hel Historie, og det tør ikke være ganske uden Interesse for vor foreliggende Gjenstand noget nærmere at betragte samme. Det er et godt gammelt-norsk Ord (fantr)^[1] og bruges i Skrifter fra Middelalderen især om Biskoppers eller andre Storfolks Brevdragere, Erindsvende, Gangerpilter. I gamle Dage pleiede fornemme Herrer, især Biskopper, at have med sig paa Reiser et stort Følge af saadanne ringere Betjente,

↑ Det var fælles for baade nordiske og tydske Sprog. I Sverige er det dog mestendels glemt og i Danmark bruges det nu (Fante eller Fjante) kun om en saadan Person, som formedelst aandelig Sløvhed ikke vel synes at kunne regnes med iblandt almindelige fornuftige Mennesker, en Tosse. I det ældre Tydske hedte Riddernes Vaabendrager Fant, og det er muligt, at det franske „infanteri“ er dannet af dette Ord og saaledes oprindelig betegner Riddernes Vaabendragere og Trosknegte; her vilde da Ordet have saaet en ædlere Betydning, ligesom det tydske “Knecht,“ der nu er sunket ned til at være et Skjeldsord, i England er bleven til enHæderstitel (knight). Det italienske „fante,“ en Tjener, er rimeligviis ogsaa det nordiske „Fant,“ indført til Italien ved de tydske eller normanniske Erobrere.

[1] Det var fælles for baade nordiske og tydske Sprog. I Sverige er det dog mestendels glemt og i Danmark bruges det nu (Fante eller Fjante) kun om en saadan Person, som formedelst aandelig Sløvhed ikke vel synes at kunne regnes med iblandt almindelige fornuftige Mennesker, en Tosse. I det ældre Tydske hedte Riddernes Vaabendrager Fant, og det er muligt, at det franske „infanteri“ er dannet af dette Ord og saaledes oprindelig betegner Riddernes Vaabendragere og Trosknegte; her vilde da Ordet have saaet en ædlere Betydning, ligesom det tydske “Knecht,“ der nu er sunket ned til at være et Skjeldsord, i England er bleven til enHæderstitel (knight). Det italienske „fante,“ en Tjener, er rimeligviis ogsaa det nordiske „Fant,“ indført til Italien ved de tydske eller normanniske Erobrere.

[1]