Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/160

Denne siden er ikke korrekturlest
146

hvorledes Røvere maa se ud, naar man træffer dem i deres ufordelagtigste Øieblikke, naar dorsk Magelighed ikke lader Spor tilsyne af den Raskhed og Belevenhed, som Røverromaner saa gjerne ville fortælle os om. De vare ogsaa Halvbrødre til den Vildmand paa Christiania Tugthus, jeg oftere har fremstillet for Læseren, og jeg havde hørt mange ufordelagtige Historier om dem fra deres Streiftog og Markedstoure. Nu levede de et meget mageligt Sommerliv; i den rige Laxeelv tæt ved fangede de saamange Lax, de behøvede til sine egne Munde, kogte, spiste og sov; dette var, som de selv uden mindste Tegn paa Skamfuldhed fortalte mig, al deres Bestilling. Den yngste af disse Døgenigter, 21 Aar gammel, var endnu ikke konfirmeret; men en ulykkelig Husmandsgjente i Nabolaget bar allerede hans Barn under sit Hjerte. Kun en af Brødrene lod mig se Tegn paa, at han ikke havde været aldeles ligegyldig for de Alvorsord, jeg tog Anledning til at indlægge i min Samtale med disse vistnok meget forhærdede Fanter; da jeg var gaaet, løb han efter mig og yttrede, at jeg nok havde havt Ret i min Tale, og at han vilde se til at komme paa en anden Vei. I selve Huset fandt jeg en Stol paa fire Ben og en paa tre o. s. v., nogle usle Redskaber af Vævskebinder-Professionen, paa Væggen en gammel Sabel og et Par udsøgt letfærdige Skilderier, istedetfor Psalmebog nogle i Vindueskarmene henslængte Bøger af mere verdsligt Indhold, en opslidt svensk Visebog og Holger Danskes Krønike i to forrevne Exemplarer; paa en Hylde laa en Del Potteskaar, sandsynligvis Apparater for Mutters Kvaksalverapothek, samt en Æske Friktionsstikker, denne ikke mindst af Fantefolk admirerede Opfindelse af den nyere Tids Chemi, og diverse andre Sager. Det eneste Sengested stod tomt for Sengklæder, en Stadfæstelse paa Drengenes Udsagn om, at de Gamle, Farke-Per og hans Hustru, vare ude paa Reiser. Skuffet i min Forventning om at træffe disse, tog jeg snart Afsked fra deres uelskværdige Sønner og reiste sydover igjen.

Det var jo ikke uden en Smule Mismod, jeg nu sad i min ogsaa ret ondskabsfuldt stødende Reisekjærre og tænkte