kjende Theorien om det fast i alle Lande og til alle Tider frygtede „onde Øie,“ maa jeg henvise til Borrows høist interessante Oplysninger[1]; her maa det være nok at erindre, at de ved dets Magt frembragte Sygdomme ikke kunne helbredes ved almindelige Midler eller ved nogen almindelig Læges Kunst; det er den vise Kvindes dybe Tanke, det er Ordet, Trolddommen, som her skal virke. Vel har en forsynlig Taterske altid en drabbeske-mokti hos sig, det er, en Æske, hvori man kan finde f. Ex. lidt Dyvelsdræk og Bævergjæl, Salpeter, Svovl, en tørret Kalmusrod eller to og deslige Naturalier, som siges at være virksomme for mindre Onder; men i vanskeligere Tilfælde anvendes alene Besværgelsen, ragusta, hvis Kraft dog gjerne vil virke igjennem visse synlige Midler, med hvilke Trylleordet under den Troldkyndiges anfægtende Aandskampe er blevet forenet, og disse Midler ere „Bu-Stenen“ og „Hvidormsryggen.“
Bustenen er en saare mystisk Ting. Ethvert Barn paa Landet har hørt Tale om den; enkelte „kloge Koner“ af vor egen Almue tro ogsaa at kjende dens Hemmeligheder. Men de tage Feil, sige Taterne; dens Hemmeligheder ere saa dybe, at de selv ikke kunne finde Ord til at udtale dem. Den skal være sort af Farve og noget større end en Nød; men om dens Væsen for Resten faar man kun høre, at den er kommen fra det yderste Finmarken, og at i den al Tryllemagt er gjemt. – Om Hvidormsryggen fortælles der vidtløftige Historier. Her er det mere end nok at vide, at der skal være et Slags hvide Orme eller Troldorme, som kun komme tilsyne, naar der – hvilket stundom skal hænde – holdes Ormething, hvortil alle Slags Orme i mange Miles Omkreds samles; da maa Tatersken, stærk og tryg ved sin Tryllemagt, paa bare Ben skride midt ind i den hvæsende, ædderfyldte Vrimmel, gribe den giftige Troldorm og vride Halsen om paa den; dens Fedt og fornemmelig dens Benrad skal da være en overmaade kraftig Ting;
- ↑ Anf. St. 1, 138 fgg.
