Siden jeg først har begyndt at blotte Taterhexenes Hemmeligheder,
faar jeg blive ved. Der fortælles virkelig mange
Exempler paa, at en syg Ko under en Taterskes Behandling
er bleven vidunderlig hurtig helbredet, eller at Kreaturene i
et Fæhus, som en saadan Her har udtalt sin Forbandelse over,
pludselig ere blevne syge. Disse Mirakler vilde være lette at
forstaa, dersom Taterne kjendte en eller anden Gift, som de
hemmelig kunde bibringe Kreaturene, og hvormed de saaledes
kunde paaføre dem en Sygdom, som det da var dem let med
en tilsvarende Modgift at ophæve. Nu fortæller Borrow om
de engelske og spanske Tatere, at de baade kjende og bruge
forskjellige giftige Sager, og Spørgsmaalet bliver, om det samme
er Tilfældet med vore Tatere. Hertil have flere af dem
selv svaret mig Ja. Oberste Zinklairs Folk, sige de, bragte med
sig og udstrøede her i Landet Frøet til en giftig Urt, som nu
kun findes i Sel, Annex til Vaage i Gudbrandsdalen, hvor
Skotterne huserede; disse Selsnæper, som Urten kaldes, ere
saa giftige, at en af dem er nok til at dræbe en Ko, hvorfor
ogsaa Bønderne omhyggelig maa indgjærde de faa Myrer,
hvor de voxe, saasom Kreaturene med Begjærlighed æde de
sødagtige Rødder; men hvert Aar pleie de forsynlige Tatersker
gjøre en Valfart netop til Sel og hente nogle af disse Næper,
som ere nyttige til Meget og Mangt. Er nu ikke dette ogsaa
en Fabel ligesom den om Hvidormen? Men i den i Aaret
1785 udkomne „Gudbrandsdalens Beskrivelse“ af Præsten Hjort-
var en Art Bønne, som stundom fandtes ved Havkysten, men som Strøm mener havde tilhørt en amerikansk Væxt, der ved Strømmen skulde være dreven hid; i Farve og Størrelse lignede den en Kastanie; Pontoppidan, som ogsaa omtaler den, kalder den Sø-Bønne. – Dette faar staa her som Bevis paa, hvor nøiagtig Taterkvinderne have studeret sig ind i vor Almues overtroiske Meninger for at finde de Midler, hvormed de bedst kunde skaffe sig Tiltro for sine medbragte Hexekunster. Fablen om Hvidormen er sikkerlig ogsaa en Tillæmpning af Almuens ældgamle Forestillinger om Lindormen, der nu ogsaa i Bondens Sagn er svunden ind til den lille, men overmaade giftige „Hvidorm.“
