høi fortælles ganske ligedan om den ogsaa her saakaldte Selsnæpe, at den kun skal findes i nogle faa Myrer i Sel, som af den angivne Grund maa indgjærdes, og ganske nær ved Gjæstgiverstedet Laurdal i Sel saa jeg selv den berygtede Vandplante i en Myr, som Gaardens Eiere havde indgjærdet, og som det var meget vel, om de ogsaa kunde forhindre Taterne fra at naa, da det, som det Følgende skal vise, er rimeligt, at de virkelig bære den giftige Rod med sig hele Landet over.
„Guds Fred og god Dag, kjære Folk! der er Guds Fred tilforn herinde, og jeg bringer Guds Hilsen med mig. Et gammelt Menneske bliver træt af to Mile paa en Formiddag, og de ere dog som Intet at agte mod Veien fra Finmarken; Hvilen er god for den Trætte, helst iblandt fromme og gudfrygtige Folk, som mit Øie nu ser“ – med saadan Ordstrøm traadte en Taterske ind i en Bondestue og satte sig paa Bænken. En Tater, der selv spillede en Rolle med her, har fortalt mig Scenen og skildrede mig Kvindemennesket ganske saadan, som jeg selv sidenefter saa hende. Hun var overmaade liden af Væxt; det tykke, kulsorte Haar skjulte næsten ganske den usædvanlig lave Pande, hvorunder et Par blanke Øine plirede. Hendes Klædning viste, at hun ikke vilde ansees for at tilhøre Bondestanden; til det usædvanlige var der føiet et vist Præg af Stadselighed. Paa Hovedet bar hun en med Røskatskind kantet Hue; pludselig strøg hun den af, og nu viste der sig et Hovedtøi af uægte Guldbrokade, der glimrede godt over det sorte Haar; Guldringe smykkede Øren og Fingre, og halvskjult under det brogede Kastetørklæde saaes et med Messingzirater tæt beslaaet Læderbælte, hvori der hang en ligeledes messingbeslaaet og med kabalistiske Figurer broderet Sælskindspung til Opbevarelse af Tobakspibe med Ildtøi og formodentlig de nødvengigste Trolddomsapparater. Det var en Skikkelse, som paa engang maatte indgyde en vis Respekt og uhyggelig Uro, en Skikkelse, hvis sælsomme Udseende man fast forglemte igjen for Studsen ved at høre den glatte løbende Tunge – en komplet Sibylle. – „Men hvad er det,
