Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/17

3

som maatte sørge for, at den Almuen paalagte Skyds stod færdig for den Reisende o. s. v., og heraf kom vel det Ordsprog, som nu pudserligt nok, skjønt vel med endnu større Anstrøg af Ærgrelse end fordum, bruges om vore Landstrygerfanter; „Bisper og Fanter, de komme altid fram!“ Denne Brug af Ordet, hvorefter det betegner fornemme Folks Betjente og Ledsagere paa Reiser, gjenkjendes endnu i „Skriverfanter:“ et Udtryk, hvormed Almuen hist og her betegner Sorenskriverens („Skriverens“) Kontorbetjenter, som ledsage ham paa Thingreiserne. – Lidt efter lidt maa Ordet være gaaet over til at betegne en Reisende, en Fremmed i Almindelighed, og derfor kan det endnu hænde, at en Reisende i vore Fjeldbygder tiltales med et saadant Spørgsmaal: „Hvad er Du for en Fant?“ et Spørgsmaal, hvori man ikke bør se noget Fornærmeligt; derfor blive ogsaa saadanne Reisende, som Fjeldbonden skjønner ere fornemme Folk, i al Ærbødighed betitlede som „Storfanter“ eller, om det er Damer, „Fænter.“ Men til Begrebet om det Fremmede knytter sig let Forestillingen om det Usædvanlige, det Uudgrundelige, det Upaalidelige. og i de Kredse af Folkelivet, hvor Folkesproget som Folkecharakteren mest har været udsat for Tidens Forandringer, have nu disse Ordets Bibetydninger mestendels fortrængt den oprindelige. Udmærker en Person sig noget ved sin Klædedragt eller Pynt, faaer han snart Navn af f. Ex. Kjolefant, Brillefant. o. s. v. En vittig Person, vis tvetydige Spøg ikke saa lige til kan udgrundes, er „fanterisam,“ og især indbefatter Overtroen alle overnaturlige Begivenheder og Trolddomskunstens Mysterier under Betegnelsen „Fanteri.“ Allerhyppigst bruges Ordet dog til at betegne saadanne Folk, som man ikke kan stole paa, som have vist sig som uordholdne i Handel, som uvederhæftige Skyldnere og slette Betalere. Baade den forarmede Stakkel og den uredelige Skjelm ere Fanter. „Det er blevet Fant med ham,“ siger man om den, som engang sad i bedre Kaar, men formedelst Uheld maa gaa fra Gaard og Grund. “Han gjør sig gjerne til Fant for en Skilling,“ siges om den, der for en lumpen Vindings Skyld tilsidesætter Ær-