Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/172

158

blidt og med mange fagre Ord; men saa med Et begyndte hun at snøfte og veire, saa sig omkring til alle Sider, stirrede paa Husmoderens Ansigt, rystede betænkeligt paa Hovedet og mente, at „der var Avind i Huset,“ at det nok ikke stod rigtig til i Fjøset. Den troskyldige Bondekone takkede Gud for al hans Godhed mod hende, forklarede, at hun og hendes Mand stode sig vel saa godt, som nogen af Naboerne, og sagde, at hun ikke havde mærket noget Uheld paa Kreaturene enten nu eller før; men Fantekjærringen fik hende dog snart til at tilstaa, hvad sandt var, at Lykken og Velstanden nok kunde have været større, og at en vis Nabokone, som i sin Drikfældighed og Uvorrenhed vanskjøttede sin egen Husholdning, egentlig aldrig havde vist noget godt Sindelag imod hende, saa meget hun end lovede hendes Flid og gode Stel. „Men med Guds og hans Tjeneres Magt skal Ondskaben ikke faa raade over Uskyldigheden; det skal jeg sørge for; jeg forlanger slet ingen Godtgjørelse, for dertil er jeg udgangen; jeg beder bare ydmygst om en Taar Melk til mit Elskovs Barn.“ Og hun fik Melk baade til sig og Barnet og Brød og Smør med. Saa forlangte hun, for at hendes Gjerning kunde begynde, at komme op paa Loftet; her snusede og snøftede hun atter og pegede med tre Fingre saaledes, at Husmoderen syntes grangivelig at forstaa, at hun havde udfundet og nu pegede paa den af de tre Kister, som Heimanfærdssølvet var i; nu bagefter var det imidlertid tydeligt, at hun havde peget paa dem alle tre og ventet paa, hvad der ogsaa indtraf, at den forvirrede Bondekone skulde være for snar til at tro paa hendes overnaturlige Viden og selv gaa hen og aabne den rette Kiste. Kisten blev efter Sibyllens Anordning under visse Ceremonier atter laaset og Nøglen forvaret af Eierinden; men Kisten selv med Sølvet skulde den fremmede Kone faa udlaant for at ro med den tre Gange „fjordtvart;“ den skulde da komme tilbage med mere Lykke i sit Skjød for baade Ildhuset og Fæhuset. Hun raabte da ind en Gut, hun havde med sig, og som nu hjalp med at bære Kisten ned i Baaden. „Jeg maa,“ saaledes sluttede Fortællersken, „baade harmes og skamme mig; men jeg