gav hende rigtig endnu et Kastetørklæde og et temmeligt stort Stykke Flesk med paa Veien.“ – At Baaden roede ud og ikke kom igjen, behøver jeg ikke at fortælle; men det er ikke Alle, som vide, at denne Fantestreg er, hvad de spanske Tatere kalde en hokkano baro[1] og deres norske Stammebrødre en baro kokkipá eller ogsaa en rupeske summipá.
I dette Tilfælde lader det til, at det lykkedes Fantekjærringen blot ved sin listige Tale at overbevise Husmoderen om, at der var Avind i Fjøset. Men undertiden maa Beviserne være mere slaaende, og dertil kan en lille kil-summipá hjælpe. Naar Tatersken ikke strax finder Enfoldigheden stor nok, kalder hun Husmoderen for sig i Enrum i et Sideværelse, forlanger at se et af hendes Smørstykker, og med en Kniv, som hun hemmelig har overstrøget med noget pulveriseret Rødkridt, gjør hun deri et dybt Snit. De røde Striber, som nu komme tilsyne i Smørret, ere da synlige Tegn paa det usynlige Onde, som længe har hersket hos Kreaturene; de vise jo tydelig, at „der er Blod i Melken“ – en Ulykke, som neppe nogen Anden end den erfarne Finkone ved at raade Bod paa.
Den, som „er udgangen i Verden for at trøste og hjælpe de Fromme i deres Nød,“ har naturligvis Ret til selv at vente Erkjendtlighed og Hjælp overalt, og derfor ser man ogsaa Tatersken fremtræde som den mest uforskammede Betlerske, hvis man ellers kan kalde den saaledes, der snarere fører et bydende end bedende Sprog Den, som Enfoldigheden tiltror overnaturlige Gaver til at afvende alskens Onder, maa naturligvis ogsaa frygtes som et Væsen, der ogsaa har det i sin Magt at paaføre ligesaa store Onder, og derfor hører man de urimeligste Historier om, hvorledes Folk give efter for Taterskens Uforskammethed og levere hende fast Alt, hvad hun peger paa.
Paa en Gaard i en af vore bedst befolkede Bygder havde den travle Virksomhed, som gaar forud for den hellige Juleaften, netop givet Plads for Festens Stilhed, og just da – thi Fanterne benytte sig med Flid af den milde Stemning, som
- ↑ Borrow, 1, 310.
