paa denne hellige Aften opfylder de fleste Gemytter – traadte en Fantekjærring med forstilte ydmyge Lader ind og hilsede med blide Ord den velstaaende Bondekone. Hun fik naturligvis strax „Noget til Jul;“ men saa bad hun endnu om nogle Lys, yttrede derefter Ønske om noget Smør og nogle Ærter og Gryn, forlangte saa i en bestandig kjækkere Tone noget Brændevin, Sukker, Kaffe, et Tørklæde, et Par Strømper (saaledes vove virkelig disse Mennesker at „bede“), og Husmoderen gav, indtil Manden lagde sig imellem; nu blev Kvinden høirøstet, og paa dette Signal kom en Fant tilsyne, som hidtil havde passet Hest og Slæde nede ved Landeveien; paa Bondens Opfordring til ham om at gaa sin Vei farer han ned til Slæden og kommer tilbage med et Slagsmaalsinstrument (sandsynligvis en tjukni); Julestuens Fred forvandles til Skrig og Kamptummel; en tililende Husmand styrter under et bedøvende Slag bevidstløs til Jorden, og først en større sammenstimlet Mængde faar Magt over Vildmanden, som – efter Akkord betaler en Bod af et Par Daler til den saarede Husmand og derpaa faar fortsætte sin utilbørlige Færd igjennem Bygden. – Mon det ikke er rimeligt, at det var Frygt for en værre Hevn, som bragte Bønderne til at give efter?
Følgende Historie viser ogsaa, hvorledes disse Fanter paa en underfundig Maade vide at hevne sig. „En Stund før Jul,“ fortalte en Skydsgut paa øvre Romerike, „kom en Fantekjærring ind paa vor Gaard og tagg saa svært; Mor gav hende mange Ting; men tilsidst sagde Far, at nu skulde hun slet ikke faa mere, og saa sagde hun, i det samme hun gik, at det skulde Far faa angre. Det var endda sent paa Kvelden, og næste Morgen laa begge Grisene vore døde i Grisehuset; det var to saadanne pene Grise, som vare bestemte til Slagt til Helgen.“ Gutten antydede, at det nok var den onde Kvindes hevnsyge Ord, som havde dræbt Dyrene; jeg tænker, at den stygge Streg kun har været en drabbeske-summipá, udøvet ved Hjælp af en Selsnæpe eller noget andet Slags Forgift.
Jeg skal aldrig glemme det pragtfulde Landskab, som mødte mit Øie, da jeg paa Reisen fra Vardal til Land netop var
