og solgte, en Bedrift, hvormed de endogsaa syntes at nærme sig Fanternes Omstreiferliv. Men det viste sig dog, at der ikke var nogen Forstaaelse mellem Fanterne og dem; ja, jeg maatte ved Bortgangen fra den fattige Hytte sige mig selv, at Armod og Enfoldighed eier Undskyldning for endog store Udyder. Man høre!
I sin første Nybyggertid vare de ved Fattigvæsenets Hjælp komne i Besiddelse af en Kvige, som snart skulde kalve, samt af to Faar. Disse Dyr delte Vinteren over Tag med Husets Folk i et lidet Kot ved Siden af Stuen. Men om Vaaren, da de slap ud for at gnage lidt Græs paa Marken og Kvigen vel gjorde for dristige og ubehændige Spring, fandtes den snart efter liggende halvdød under en Fjeldknat; den havde faaet „Bergslag,“ hed det, og maatte slagtes. En Følge af dette første Uheld var, at det ene Faar for at skaffe Familien Livsophold ogsaa maatte slagtes om Høsten og det andet næste Høst. Nu sagde Konen mig at hun kogte Vasvelling til Morgen og Middag og Aften, og jeg søgte forgjæves i hendes Kopper og Kar efter Spor af nogen anden Anretning. Om det sidste Faar – ja det var egentlig Lam dengang – var der en Historie. Husmoderen vaagnede en Nat og kunde ikke faa sove igjen; hun følte sig faa underlig; saa stod hun op, tændte Ild og satte sig paa Kanten af Aaren; saa kom Lammet ind igjennem den ufuldkomne Dør fra Kottet, lagde Hovedet imellem hendes Knæ, spratt atter ud paa Gulvet, svev rundt og faldt overende; det havde faaet „Braa’en.“ Da kom det den ængstede Kone vel med, hvad hun engang som Gjæterpige havde lært af „Gamle-Anne.“ Hun stillede sig over det syge Dyr og sagde med høi og afmaalt Røst: „Hvad Raad skal jeg faa for dette Krytri, som har faaet Braa’en?“ derpaa sang hun følgende Formular:
Grip i Grund
Og sput ta Mund!
Saa bli’er det godt i saamaa Stund,
I tre Ord, Navn Gud Fader, Søn og Hellig-Aand[1].
- ↑ Jeg fik ved denne Leilighed lære flere saadanne Formularer, og siden
