Og, o Glæde! da den i Sangen antydede Forskrift var
efterkommet, da Grus og Spyt var rørt sammen til en Salve
og smurt paa Dyrets Mund, saa var Braa’en borte. – Men
hvad skulde siden hænde? „Just da dette Faar Høsten efter
var blevet slagtet,“ fortalte Konen, „kom der en Fantekjærring
ind, en styg og svart en, rigtig en af Langfanterne; hun kunde
skjønne, at vi havde Slagt i Stuen, for Feiten (Fedthinden
i Indvoldene) hang under Loftsbjælken, og saa saart det
var, saa gav jeg hende et Stykke af Feiten, før hun endnu
havde bedet om det, for jeg kunde skjønne, hvad hun vilde,
maa tro. Stort kunde det ikke være, jeg gav hende, men ikke
saa lidet heller, saadan, at hun kunde have til Smurning til
et Maal baade for sig og de to Gjentunger, hun havde med
sig, og endda kunde hun kanske have lidt at. Men saa sagde
hun, at Trangen var saa stor, at hun maatte have den ene
Bog, og da kan jeg rigtig sige, at jeg bad saa vakkert for
mig og mente, at hun heller fik gaa til Storgaardene, hvor de
slagtede 3–4 Nød paa hvert Sted, for det, jeg havde, maatte
jeg rigtig skibe lækkert med, naar jeg skulde faa røge Lidt og
salte Noget og endnu have lidt Ferskmad til alle de Munde,
som vente paa min Haand. Nei, hun vilde slet ikke holde op
med sit Krav, saa jeg maatte tage Mod til mig og gjøre mig
rigtig haard; men saa sagde hun et Ord – ja, hun sagde mange;
men det var mest et Ord, som gjorde mig saa rent forfær-
fandt jeg, at de i Maneren stemme nøiagtig overens med nogle Trolddomsformularer, som Thomas v. Westen og hans romsdalske Medbrødre i et til Regjeringen indgivet Klageskrift om Religionens og Sædelighedens Tilstand hos den norske Almue meddelte som Prøve paa den herskende Overtro. Hammond gjengiver dem i sin nordiske Missions-Historie, S. 119; med den Bemærkning, at han havde seet de samme Tryllevers i den berygtede „sorte Bog.“ Denne fordægtige Bog har da vist ogsaa været Kilden for de Formularer, som hin Husmandskone endnu priste de gode Virkninger af. Men dette forekommer mig værd at lægge Mærke til, at den Overtro, som engang frembragte „Svartebogen,“ endnu spøger i vore Bygder. Det er den, Fantefolkene leve af.
