Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/182

Denne siden er ikke korrekturlest
168

le kaben til tjavoane meros“ (Gud har ikke givet mig Jord at arbeide paa; saa maa jeg arbeide med Munden for at faa Mad til Børnene mine).


Kapitel 9.
Skøiernes Historie.

Det blev ovenfor (Side 18), efter Fanternes egne Udsagn, forklaret, at der ved Siden af Taterne gik en anden Stamme af Fanter her i Landet, Meltravere, som Taterne kalde dem, eller Skøiere, som jeg foretrak at benævne dem. Det blev paa et andet Sted antydet, at det asiatiske Taterfolk, som vanskelig kunde vindes for det civiliserede Liv, som hverken Strenghed eller Mildhed havde faaet til at slutte sig til den ordentlige Befolkning i de Lande, hvor det færdedes, heller syntes at skulle sammensmelte med og bidrage til at forøge en besynderlig liden Nation, som i Tidernes Løb havde dannet sig af Bærmen af de europæiske Nationer. Netop til denne Nation høre disse Skøiere.

De af Fantefølgerne, som af Fanterne selv henregnes til denne Stamme, udmærke sig ikke ved saa skarpt udprægede Eiendommeligheder som Taterne; de have derfor aldrig gjort saa stor Opsigt som disse, og deres Historie er derfor dunklere og vanskeligere at finde Rede i. Dog afgiver her ligesom ved Undersøgelsen af Taterfølgernes Herkomst de Levninger af et eiendommeligt Sprog[1], som ogsaa Skøierne have sig imellem, rodi, som de selv kalde det, et godt Vink til at udfinde Stam-

  1. „Labbelensk“ kaldes Fantesproget undertiden af den norske Almue. Mon dette Ord skulde være en Fordreielse af „Laplandsk“ (Lappisk, Finsk) og hænge sammen med den gjængse Folketro, at Fantefølgerne og deres uforstaaelige Maal nedstamme fra Finmarken?