Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/185

Denne siden er ikke korrekturlest
171

med Spaniens og Mexikos Røvere. Deres og de norske Skøieres Forfædre maa alle have gaaet i samme Tyveskole eller hørt til det samme hemmelige Samfund, saa vist som det spanske Germania, det italienske Gergo, det franske Argot, det engelske Thieves’s latin, det hollandske Kraamerslatyn, det bøhmiske Hantyrka, alle ere lignende Skøiersprog, der maa være udsprungne af samme Rod som det tydske Rotwelsch.

Rigtignok viser Slægtskabet mellem disse Sprog sig ikke saa meget ved ydre Lighed i de enkelte Ord, og det er først en noget dybere gaaende Undersøgelse, som alligevel kan lede til den Slutning, at de maa have en fælles Rod. Men disse Sprog ere et i og for sig hel mærkværdigt Phænomen, og det turde lønne Umagen at betragte dem lidt nøiere.

Skøiersprogene bruges ligesom Tatersprogene til hemmelige Meddelelser imellem Medlemmerne af Tyve- og Landstrygerfølgerne og have derfor ofte været forvexlede med Tatersproget. Men der er en himmelvid Forskjel. Dette er, som man ovenfor har kunnet se, oprindelig et naturligt Folkesprog; men Skøiersprogene, det vil allerede ved en løselig Undersøgelse let skjønnes, ere oprindelig opdigtede, kunstigt dannede. En berømt Statsmand har sagt, at Mennesket har faaet Sprogets Gave for at kunne skjule sine Tanker; denne Sætning har sin fulde Sandhed, naar den anvendes paa Skøiersprogene, som ere blevne til netop efter en saadan Falskhedens Maxime.

Man kjender mangfoldige saadanne nydannede Sprog. Der er ofte leget med den Mennesket givne sprogdannende Evne. I England f. Ex. bliver Sprogforskeren ganske forlegen med de mangfoldige Udtryk af det saakaldte cant eller slang, mest sindbilledlige Udtryk, Lunets Skabninger, som først blive gjængse i smaa afsluttede Kredse, i enkelte Fabrikker eller Skoler, ja i enkelte Familier, men stundom ere saa heldige at trænge ud i

    fulde Skøierudtryk endogsaa har foranlediget en fransk Sproglærer i Berlin til at udgive en „Vocabulaire Argot-Français, en Hjælpebog for Læsere af Paris’s Mysterier, som Pott citerer.