Folket og vinde Borgerret i det almindelige Sprog[1]. Men med mere Flid dyrkes denne Sprogkunst i saadanne hemmelige Selskaber, hvor man ikke tør være sig sine Tanker og Planer bekjendt. De utaalmodige Skjønne, som sad indespærrede og strengt bevogtede i de østerlandske Herskeres Harems, opfandt det ofte beskrevne, nette Blomstersprog som Udtryk for sine ømme Længsler. Kjedsomheden i de gammeldags skumle Fængsler lærte Fangerne i de forskjellige Celler ved Banken i Væggene at danne sig visse Betegnelser eller Ord, hvormed de kunde gjøre sig forstaaelige for hverandre til gjensidig Underholdning, til Aftale om fælles Flugt. Trappistmunkene omgik den urimelige Klosterregel, som forbød dem Talens Brug, ved Hjælp af et udviklet Fingersprog, og vore adstadige norske Søbønder, som havde den urimelige Tro, at Havets Vætter ikke kunde lide at høre Menneskemaal, og som derfor ikke turde tale sit naturlige Maal, naar de sad i fine Baade paa Fiskegrundene, opfandt et eget Billedsprog saa kunstigt, at Dybets Aander vel ikke kunde forstaa det og derfor ikke vilde forstyrres deraf[2]. Det er bekjendt, at nogle indiske Stammer af Troldmænd og Røvere have ved regelmæssige Fordreielser af hindustanske Ord dannet sig et Slags Kragemaal, omtrent saadant, som Børn ofte more sig med; et ligedant Sprog have, som det i et senere Kapitel skal sees, de handelsdrivende Dalkarle i Sverige vænnet sig til. Et eget hemmeligt Kræmmersprog i Rusland, Afinskoe, som det kaldes, tør være af samme Slags som det saakaldte knallare-språk eller monsing, som de vestgøthiske Handelskarle i Sverige have fundet paa, en Samling af for det mene aldeles nymyntede Ord, som en særskilt Fortegnelse i Slutningen af denne Bog skal give en Prøve paa.
Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/186
Denne siden er ikke korrekturlest
172
