Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/189

Denne siden er ikke korrekturlest
175


Efter hvad der her er forklaret om Maaden, hvorpaa disse Skøiersprog ere dannede, er det lige til, at de i de forskjellige Lande maa have artet sig meget forskjelligt; men det viser sig derhos at det er den samme Maner, som befølges i dem alle, de samme Ideer, som ofte i det Enkelte ere gjennemførte i dem, hvilket igjen tydeligt viser, at de maa have sin Rod i en fælles Begyndelse. Derfor betragte ogsaa f. Ex. Borrow og Pott de mange Skøiersprog i Vest-Europa kun som Afændringer af et eneste, og man kan tale om et stort europæisk Skøierfolk, hvoraf de tydske, franske og andre Landes Skøierhorder kun ere Forgreninger.

Et Skøierfolk, sagde jeg, et Slags egen Nation. Disse Mennesker have dog engang tilhørt de virkelige europæiske Nationer, ligesom Ordene i deres Sprog have tilhørt de naturlige Tungemaal; men de have forladt sin tidligere Levevis, have løssagt sig fra det civiliserede, lovordnede Samfund og i dets Sted dannet sig en afsluttet Kaste med særegne Interesser og Vaner, hvormed de kom til at afvige ligesaa meget fra sine tidligere Landsmænd som et Folk fra et andet. Opfindelsen og Brugen af dette hemmelige Sprog var her en Hovedsag; uden det skulde de have gaaet enkeltvis omkring som almindelige Landstrygere og Forbrydere og snart sporløst være forsvundne; med samme Sprog have de befæstet sig i sin onde Levevis og endogsaa udviklet en egen hemmelig Samfunds-

    Livets Ende, men at der bag hint Kap Finisterræ er et nyt Land, som venter Synderen. Apaleador de sardines, d. e., Sardelleprygler, er i det spanske Germania et Vittighedsudtryk, men grusomt ironisk, om de ulykkelige Galeislaver, som maa more sig med at prygle Havets Bølger med samt de deri levende Væsner. Det et dog en jevnere Spøg, naar den tydske Spidsbub, der fryder sig ved Synet af Suppeøsen og Spiseskeerne, som han finder samlede i Skabet, kjærtegner dem med Navnet Kluke mit den Küken (Kaglehønen med Kyllingerne); men hvad disse samme Tydskere og deres norske Brødre tænke om sig selv og sin Gjerning i Livet, kan man skjønne, naar man ved, at de kalde Haanden greifling, grifling (af greifen), som om den kun var skabt til at gribe, at rapse med.