nevis, og ganske overensstemmende hermed siger et Almue-Ordsprog: „Naar Fant gifter sig med Fant, saa kommer der bare Fant derudaf.“ Den kaldes altsaa Fant, om hvem det antages, at han af en omreisende Moder er født f. Ex. under en Busk eller et Vedskur, at han saa, først baaren paa Moderens Ryg og siden følgende hende ved Haanden, er opvoxet paa Landeveien og opdragen i et af disse „Fantefølger“ eller „Lyer“ eller „Herkjer,“ disse vandrende Familier, hvor man stundom kan se en Oldefader eller Oldemoder med bedagede Børn og raske Børnebørn samt disses trivelige Unger. Vistnok hænder det altfor ofte, at letsindige Mennesker, som oprindeligen have tilhørt det bedre Samfund, forlade dette og slaa sig i Lag med Fanterne. ja gifte sig ind i Fantefølgerne; de hedde da ogsaa Fanter; men ved forskjellige Tillæg til deres Navne, saasom Valders-Ola, Lisa fra Byen o. a., erindrer Almuen gjerne, at de egentlig „ere komne af Folk“ (nedstamme fra bosiddende, norske Folk); de ere kun naturaliserede, ikke „ægte“ Fanter. – Der er forresten to særegne Træk i Fanternes Liv, som meget let maatte lede til at betragte dem som en afsondret Kaste, et fremmed Folk. Efter lang og uhyggelig Erfaring anser Almuen det nemlig for temmelig vist, om enhver enkelt Fant, at han gaaer uden Daab og Christendom eller ialfald saavidt muligt holder sig udenfor det i Landet herskende Religionssamfund, og medens Fanterne saaledes paa den ene Side staa overmaade langt fjernede fra det øvrige Folk i Landet, danne de forskjellige Fanteflokke igjen et eget Samfund indbyrdes, derved at de – hvad hver Bonde i de Egne, hvor Fanterne oftere færdes, ved at tale om – have sig imellem et fremmed Sprog, det for alle Andre uforstaaelige „Fantemaal,“ hvormed „de kunne snakke baade Ære og Liv af En, uden at man kan forstaa et Ord deraf.“
Naar Navnet „Fant“ saaledes bruges som Folkenavn, saa tages altsaa ikke saa meget Hensyn til, hvorledes den dermed betegnede Person har opført sig; det er formedelst sen Fødsel han er Fant. Det vil da ogsaa forstaaes, at der, skjønt det vistnok sjelden sker, kan være Tale om „skikkelige“ Fanter. Or-
