paa alt Helligt. Men nu var der i den laveste Del af Samfundet en stor Mængde høist fordærvede Mennesker. Europa par oversvømmet af store Skarer af Tiggere. Det havde nemlig Munkene lært Folket, at den nemmeste Vei til Himmelen var at give Almisser, og denne Lære havde ikke alene til Følge, at Klostrene berigedes, men at mange Dovninger, baade Mænd og Kvinder, mest under Skikkelse af ynkelige Spedalske og Krøblinger o. s. v., droge om paa foregivne Valfarter til de forskjellige Helgeners Kapeller, som vare i Ry for at eie Lægedom for de forskjellige Slags Sygdomme, og saa paa Veien tiggede ved Kirkedøre og i Husene, levede lystigt paa det bedragne Folks Bekostning og øvede sig i alskens Skjelmstykter[1]. En anden Landeplage var talrige Flokke af afdankede Soldater, som i de fast idelige Krige, hellige Krige, som de gjerne kaldtes, havde herjet og plyndret systematisk og nu bagefter fortsatte Haandværket paa egen Haand, maaske i Selskab med fine tidligere Marketentersker og deres Unger. Det har vel især været i de Egne, hvor Tydskland og Frankrige og Italien støde sammen, at disse sammenløbne Flokke af alle Nationers Udskud mest ubehindret kunde gaa ud og ind over Grændserne, og hvor have de ikke paa sine vidtløftige Reiser, vel kjendte med de forskjellige Landes Sprog, havt god Anledning til at øve sig i alskens Kløgt? Disse Mennesker, Munkenes Jevninger i List og Samvittighedsløshed, have snart gjennemskuet al den Falskhed, som Munkekutten saa slet skjulte; de mærkede, at Tiggermunkene ofte brugte det „hellige“ latinske Sprog som et hemmeligt Meddelelsesmiddel til at aftale fordægtige Planer sig imellem, og dette kunde vel give dem Ideen til ogsaa at lægge sig til et kunstigt Sprog til Brug for sine hemmelige Forhandlinger (KjeltringLatin). Men disse Forvildede, der ligesaa lidt kunde ynde Keiserens og hans Tjeneres Myndighed, som de troede paa Pavens og Klerkernes
- ↑ Om Tiggernes Bedrift bar Schweitz’s berømte Historieskriver, Joh. v. Müller, meddelt et mærkværdigt Aktstykke fra 1422, efter ham optaget i Tetzners Geschichte der Zigeuner, S. 98.
