Ufeilbarhed, hvad skulde de endnu nære Ærbødighed for i Himlen eller paa Jorden? Hierarchiets stigende Vranghed og Usædelighed havde hidtil fremkaldt en Mangfoldighed af altid mere og mere voldsomt protesterende Kjætterpartier; nu, da Ugudeligheden og Falskheden hos de Styrende var bleven saa stor som mulig, dannede der sig et Parti som i Et og Alt løssagde sig fra de kirkelige og borgerlige Samfund, som i Et og Alt dannede en Modsætning til andre Folks Begreber om det Gode og Rette, som befæstede sig i Vantro og øvede sig i Last istedetfor i Tro og Dyd, hvis Tanke og Ord og Gjerning blev et System af Bespottelse imod Gud og Haan imod Øvrighed og Vold imod de skikkelige Folk i Landet. Det er vist ikke tilfældigt, at Skøiervæsenet, denne fortvivlede Sekt, udviklede sig af Middelalderens megen Raadenhed netop henimod den Tid, da Gud opreiste sig en Mand til at redde Christenheden ud af den almindelige Opløsning og Forvirring som truede; saaledes fik Satan bygget sig en Synagoge ved Siden af den rensede Kirkebygning som Gud kaldte Dr. Martin Luther[1] til at opføre, en Synagoge, som endnu staar der som et forfærdeligt Billede paa den Raahed og Ryggesløshed, som kunde have lagt sig over den hele civiliserede Verden, den hele Christenhed.
Lidt før Luther opslog sin Protest mod Pavedømmets Vranglære, i Keiser Maximilians Dage, omtales i Sydtydskland, som endnu er de tydske Skøieres fornemste Tilholdsted og derfor i deres Sprog hedder Gänfer-Märtine (Tyvelandet), et fordægtigt Selskab af Havebrødre (Gordenbrüder), der førte et eventyrligt Liv og ganske som de senere Tiders Skøiere hjemsøgte Bøndernes Havet og Madboder. Lad disse Havebrødre gjælde for Skøierfolkets Stammefædre! De levede endnu
- ↑ Luther har ogsaa i en liden Fortale anbefalet en af de første Bøger, som udkom for at gjøre opmærksom paa det farlige, hemmelige Skøierselskab („Von der falschen Betlerbyberey und ein Rotwelsch Vocabularium, mit Luthers Vorrede,“ 1531, 8vo se Adelungs Mithridates, 2, 224)
