gere og Betlere, men ogsaa ser, at der er Tale om frække Landstrygere med Bøsser og Gevær, vilde Skovrøvere altsaa, som minde om de tydske Havebrødre fra Bondekrigenes eller Trediveaarskrigens Tider. Altid hyppigere maatte Bestemmelsen om saadanne Inkvisitioner gjentages, og i Forordningen derom 12te Mai 1657 omtales ikke blot omstreifende Mandfolk, men ogsaa Kvindespersoner, og Frd. 8 Jan. 1658 handler om deslige letfærdige Kvinder, som fare omkring og føde Børn paa fremmede Steder. Fra disse Børn, som Mødrene vel ligesom Fantekjærringer nu i et dertil indrettet Bæreredskab paa Ryggen bare omkring paa Landeveiene, nedstamme maaske de gamle og vidtforgrenede Fantefamilier, som endnu den Dag idag sværme omkring, f. Ex. Steffensfølget paa Rommerike og Vardalsfølget paa Stavangerkanten, der Led for Led kunne opregne sine Stammefædre og Stammemødre en halvandet Hundrede Aar op i Tiden.
Der maa have seet ret broget ud i vore Skove og Udmarker, hvor Fanterne havde Tilhold, og hvor det lader til, at de trods de mange Straffebestemmelser selv for dem, der husede dem eller hjalp dem over Sunde og Elve, artede sig alt værre og værre. I Aaret 1700 fandt ogsaa Statholderen i Norge, Gabel, sig beføiet til at foranstalte en stor Fantejagt. „Klapjagten paa Røvere og fordægtige Personer,“ skriver han til Kongen selv, „foregik, som jeg har meldt, den 4de Oktbr. Her (paa Akershus) har jeg 44 Personer siddende, og idag har jeg fra Hedemarken Underretning om, at man der har faaet fat paa 86; hvad paa andre Steder, ved jeg endnu ikke. Landet er i den Grad fornøiet herover, at det ikke kan beskrives, da Ingen længer kunde bo sikkert og uden Frygt, og var der blevet noget af Krigen, havde dette Pak gjort mere Skade end de fiendtlige Partier, hvorfor det ganske maa udryddes[1].“ Et eget Reskript udtrykte Kongens Tilfredshed med denne Statholderens Bedrift. Men dennes Tanke om at faa Pakket udryddet gik ikke i Opfyldelse; det blev i
- ↑ Norsk Tidsskr. for Vidensk. o. Litt., 2den Aarg., 4de H. P. 255.
