det har, selv anvendt som Navn paa disse omflakkende Familier, ikke oprindelig indesluttet nogen foragtelig Betydning. Men det er alligevel af Almuens Tale let at mærke, at disse Folk i Almindelighed ere Gjenstand for megen Mistillid, Frygt og Uvillie og alle de ufordelagtige Bibetydninger, der, som det ovenfor vistes, lidt efter lidt i Sprogbrugen knyttedes til Ordet „Fant“ (en Fremmed), træde især frem, naar det bruges til at betegne disse fordægtige Fremmede. Dette er ikke at undres over; meget mere er det rimeligt, at netop de idelig omflakkende Fanter have udøvet en høist ufordelagtig Indflydelse paa vor Almues Stemning mod tilreisende Fremmede i Almindelighed og vakt Frykt og Mistanke der, hvor før enfoldig Godtroenhed og Gjæstfrihed var herskende: netop Fanterne viste nemlig ofte en høist usømmelig Opførsel med at „give Fanteord fra sig,“ naar Gjæstfriheden ikke indrømmede dem Alt, hvad deres Ubluhed forlangte, og det er maaske især dem, som med sin Uhøflighed gave Anledning til et Ordsprog, et stygt Ordsprog, som vil lære os, hvor lidet det lønner sig at vise Gjæstfrihed mod ubekjendte Fremmede: „Naar Fanten (ɔ: den Fremmede) har faaet, hvad han vil have, saa gaar han.“ Siden Langfanterne fik sin Gang her i Landet, ofte til Skræk og Forfærdelse for de i vort folketomme Land adspredte og enligt boende Bondefamilier, maatte Ordet „Fant,“ som nu engang var blevet valgt til at benævne dem, ganske naturligt komme til at tabe sin oprindelige bedre Betydning og bruges til at betegne alt Fordægtigt og Uhyggeligt; de fleste Mennesker i Landet ville ogsaa erindre, at de ere voxede op med Rædsel for disse vilde, støiende, ofte sortladne og stygge Fanter, hvis Navn selv saa almindelig brugtes som Skræmselsord for uskikkelige, skrigende Smaabørn („dersom du ikke tier, kommer Fanten og ta’er dig!“), en Brug af Ordet, hvorefter det i Betydning som i Klang er saa omtrent det samme som „Fanden“ selv.
Ordet „Fant“ er ellers kun et af de mange Navne, hvormed Folket har benævnet denne sælsomme Slægt, der ved sin – man veed ikke, om man skal kalde den ørkesløse eller rast-
