Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/202

Denne siden er ikke korrekturlest
188

Rum, høist elendigt forsørgede med Mad og Klæder. Præsten blev vidende om Elendigheden og foranstaltede at Distriktslægen blev hentet. Denne kunde ikke gjøre videre ved de Syge i denne Tilstand, men trøstede dem, som han mente, med Løfte om, at de næste Dag skulde blive bragte hen til et bedre Sted og faa ordentlig Forpleining. Hvad Virkning gjorde det paa Fanterne? Saasnart Lægen var reist, og det var blevet mørkt og stille paa Gaarden, flygtede de alle i sin Nøgenhed og Elendighed ud i Natten og fore langt bort til andre Gaarde, hvor de førte Smitten med sig og selv bleve endnu uslere, end de vare før. Saa lidet vare de istand til at tro, at man mente dem det vel ved at sende en Embedsmand op til dem og lade dem „transportere“ fra et koldt Skjul til et bedre Rum; et svælgende Dyb adskildte her den deltagende Medlidenhed fra den skrigende Nød.

Der er dog ikke stort at sige om det Kasteliv, som nu hersker imellem disse Folk. De enkelte Følger eller Familier ere ikke mærkede med et saa skarpt Fællespræg og ikke forbundne med saa faste Samfundsbaand, som Taterfølgerne. Skøierne ere maaske lidt flittigere end Taterne som Blikkenslagere og Hægtemagere og Strømpebindersker, ere ikke paa langt nær saa drevne i Trolddommens og Spaadomskunstens Mysterier, rapse vist mere smaaligt, og øve sin Hovedbedrift, Tiggeriet, paa en langt simplere og flauere Maner. Deres hemmelige Meddelelsesmiddel eller saakaldte Sprog er ogsaa noget elendigt Kram, en yderst fattig Samling af faa Gloser. Men der er en Omstændighed ved dette samme Sprog, som viser, at baade det og dermed Skøierfolket selv engang har floreret bedre her i Landet. Aarsagen til, at Skøiermaalet er saa fattigt, er den, at Fanterne af denne Race i den senere Tid have fundet sin Regning ved at lægge sig efter Taternes noget rigere rommani og derved for største Delen have glemt sit gamle rodi. Flere Fanter, som selv henregnede sig til denne fra Taterne forskjellige Stamme, have i Samtale med mig vist sig fortrolige med Tatersproget, men kun med Møie erindret enkelte Gloser af