holde Hest, maatte bære hende paa sin Ryg fra den ene Bygd til den anden. Det var saadan underlig Sygdom; Benene raadnede op paa hende, og da det kom helt op i Maven, saa døde hun; men da sørgede Gamlingen saa svært, og Ingen kunde trøste ham.“ – Ogsaa den Dag idag sees et saadant Par paa Landeveiene over det sydlige Norge. Konen har faaet begge sine Fødder affrosne, og Manden maa bære hende. Efter hvad en Fant, der nøie kjender hende, har fortalt mig, er hun et Trold; medens hun rider paa Mandens Ryg, dunker hun ham med Stumperne af sine Ben, klorer og lugger ham, skjender og smelder, fordi han ikke giver hende Brændedevin nok, og sommetider maa han lægge hende af paa Veikanten og give hende Bank; men hver Gang tager han hende dog op igjen og drager videre med sit Huskors. Man har fortalt mig om den samme Kone, at hun ofte maa prøve nye Mænd, saasom den, der en Stund har baaret paa hende og ved det bedrøvelige Skue, han fremviser, har samlet sig saa mange Almissepenge, som han synes at behøve, da skal sælge hende som en Handelsvare til en anden Spekulant, der paa samme Maade vil forsøge at tjene Penge med Mennesket; men hin Fant forsikkrede mig, at det virkelig var en og samme Mand, der nu i en Række af Aar med ubegribelig Taalmodighed og Troskab havde trukket om med hende.
Det er ligetil, at Skøierselskabet, der i saa høi Grad afviger fra de moralske Grundsætninger, som gjælde i det lovlige Samfund, heller ikke hylder de i Landene herskende religiøse Begreber. Derfor ser man ogsaa af tydske Skøier-Ordbøger, at Kirken og dens Helligdomme i Skøiernes ugudelige, ja antichristelige Billedsprog betegnes med de usømmeligste Navne. Det vilde da være et i psychologisk Henseende høist mærkværdigt Phænomen, om denne Kaste i sin eiendommelige Udvikling skulde have naaet saa vidt, at den havde lagt sig til ikke alene, som før forklaret, eget Sprog, egne Skikke, egne Love, men ogsaa egne religiøse Forestillinger og Ceremonier. Jeg blev derfor høilig overrasket, da en gammel, letfærdig, ja ryggesløs Fantekjærring af denne Race fra Ullensaker fortalte
