mig en Mythe med saa eiendommelig og sandelig nette Træk,
at visselig ikke hun, det raa Menneske, kunde mistænkes for
at have opdigtet den for mig. „Solen,“ sagde hun, „er det
samme som Krist-jumlia; i Solen kan En se Krist-jumlias
eller Vorherres Ansigt. Mens jeg var liden, formante min
Bedstemor mig stadig til at gaa op paa en Bakke og glane paa
Solen og se, om Vorherre endnu var mig blid; for naar jeg
blev ældre og havde samlet megen Synd paa mig, saa vilde
han sende sine skarpe Straaler ind i Øinene og da vilde Øinene
løbe i Vand, saa jeg ikke kunde faa se hans Ansigt. Og
saaledes gik det, som hun sagde; siden jeg blev saadan 12–13
Aar gammel, har jeg aldrig turdet forsøge paa at se ind i
e Solen.“ Gud bor i et Lys, hvortil ingen Synder kan komme;
det er den Grundtanke, der gaaer igjennem denne Mythe
om Guds legemlige Boen i Solen. Men jeg har hidtil forgjæves
søgt at udfinde, hvor Fantefolkene have faaet Mythen
fra; selv hos Finnerne, som Fanterne dog have havt adskillig
Forstaaelse med, og til hvem Navnet Krist-jumlia henviser,
har jeg ikke gjenfundet den.
Jeg har før antydet, at der i Skøiernes usle „Labbelensk“ fandtes adskillige finske Ord. Navnet „Fin“ bruges ofte baade i Svensk og i Norsk som et Fællesnavn for tvende Folkeslag, Beboerne af Grændsefjeldene mellem det nordlige Norge og Sverige (de norske Lapper og de med dem nøie beslægtede svenske Laplændere), samt Beboerne af det før svenske, nu russiske, Storfyrstendømme Finland (Finlændere eller Kvæner). Nu findes der i dette raa Fantemaal ogsaa flere Ord (f. Ex. hint jumila), som, rigtignok i en forvansket Form, ere hentede
