fra disse Finlænderes for dets Vellyd og rige Poesi saa berømte Tungemaal. Hvorledes er nu dette gaaet til? Have disse omsværmende Flokke ogsaa udstrakt sine Vandringer til hinsides den botniske Bugt? Maaske. Eller have Vagabonder derfra forenet sig med dem her i de svenske og norske Bygder? Ja, jeg har truffet Individer i norske Fantefølger, et Par gamle Kvinder, som sagde sig at være barnefødte i „Storfinland,“ og som virkelig lode mig høre, at de ogsaa kunde tale Finsk. Men vore Fanter kunne ogsaa paa nærmere Hold have mødt en Afdeling af de kvænsktalende Finner, og nogle af disse kunne formedelst ulykkelige Forholdes Magt have været altfor tilbøielige til at fraternisere med Fanterne og slaa sig i Lag med dem.
Midt inde mellem de norske og svenske Bygder have flere Familier af kvænske Finner i lange Tider havt Tilhold; paa den vidtløftige, skovbegroede Aasstrækning imellem den sydlige Del af Hedemarkens Amt i Norge og Vermeland i Sverige, paa begge Sider af Rigsgrændsen, er endnu en saare mærkelig Levning af denne Koloni af Nybyggere fra Finland, Finskoven, som den hedder paa den norske Side, Finmarken, som den kaldes paa den svenske.
Denne Koloni har kun været lidet paaagtet, og man finder kun sparsomme og ufuldstændige Efterretninger om den. Til Forskjel fra de nordenfjeldske Finner eller Lapperne kaldte ældre Skribenter disse agerdyrkende Nybyggere gjerne „Skovfinner“ eller „Rugfinner,“ og naar de omtalte dem, skede det for det meste med megen Ugunst. I en „Relation om Norges Riges Tilstand i Aaret 1699“[1] hedder det om dem: „De ere det allerskadeligste Ukrud for Landet, som nogentid nævnes kan – –; thi i Ufreds Tider ere de ikke alene de allerstørste Espioner, men og, som de vide alle Gjenveie og Stier i Skovene, saa maa hver fattig Mand frygte sig for deres Overfald, Røven og Tyveri“ o. s. v. Ganske de samme Udyder siger ogsaa Pontoppidan dem paa; han sammenligner dem med
- ↑ Budstikken, 4de Aargang 1823, S. 358.
