Morlakerne, et halvvildt, røversk Folk i Dalmatiens Bjerge,
og føier til, at de i det Hele ere saa fornedrede, at de Norske
behandle dem paa samme foragtelige Maade, som man andetsteds
kan behandle de lumpneste Jøder[1]. Af Krafts „Beskrivelse
over Norge,“ første Gang udgiven i Aaret 1820[2],
hvor dette Finnefolk skildres udførligere, og hvor der ogsaa anføres
Tegn til, at det i den sidste Tid havde begyndt at hæve
sig noget i moralsk og økonomisk Henseende, sees dog endnu
dette Træk, at deres Samkvem med de Norske endnu var meget
lidet og for det meste indskrænkede sig til Besøg nede i de
norske Bygder 2–3 Gange om Aaret for at „gaa til Kirke,
tage sig et Rus strax efter og udrette Erinder;“ deres store
Armod, hedder det fremdeles, tvang dem ogsaa ofte til for en
Del at ernære sig af Barkebrød.
Efter disse Skildringer kunde jeg ikke danne mig nogen hyggelig Forestilling om disse Menneskers Liv og Sæder; mundtlige Meddelelser af Personer, som havde været oppe paa Finskoven, gjorde mig Billedet heller mørkere; jeg tænkte mig Finnerne som et Slags Fantefolk og reiste op til dem med den Tanke, at jeg vilde komme midt op i et Fanterede.
Det var en skyet Sommermorgen 1848, da jeg fra Gaarden Hofaas, i Brandvold Annex til Grue Præstegjeld i Soløer, red op over den Aasstrækning, som paa den østlige Side begrændser Glommens Dalføre for ind imod den svenske Grændse tilkomme ind paa Soløer-Finskov. Den første Del af Reisen var en almindelig Sætertour; Veien førte mig forbi flere i den yderste Rand af Skoven liggende Sætre, som tilhøre de norske Dalgaarde. Det af Finnerne beboede Strøg ligger længere inde og er om Vinteren, naar Sætrene staa tomme, ved et
- ↑ „Norges naturl. Historie,“ 2, 455.
- ↑ 1ste Del, S. 501 fgg. Krafts Beretning er tilligemed et Par deri citerede ældre Beretninger optagen i Stockfleths „Bidrag til Kundskab om Kvænerne i Norge,“ Christiania 1848, hvilket Skrift med Hensyn til de i det sydlige Norge boende Kvæner mest indskrænker sig til at meddele nogle ældre Beretninger om dem.
