Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/208

194

Par Mile bredt mennesketomt Skovland adskilt fra den norske Bygd nede ved Glommen. Da jeg tog Afsked fra den sidste Sæter, var det med en Følelse, som om jeg skulde begive mig ind i et fremmed Land. De regnsvangre Skyer laa tungt over de mørke Aase; der var dystert rundt omkring, og ingen Vei, men kun Sporene af Skovfinnernes. Fødder, som havde afslidt Lyngen over Stenuren, og hist og her nogle Stokke, lagte som Bro over en strid Skovbæk eller en altfor blød Myr, vidnede om Civilisationen i Finnernes Rige. Jeg var halv ængstelig, da jeg efter to Miles Ridt nærmede mig til den første Finnegaard, Græsbjerget ved Skadsen-Søen, og henvendte mig til den første Fin; jeg tænkte mig at han, den foragtede Fremmede her i Landet, vilde undse sig ved at tale om sin Finneherkomst og kanske betragte mig med mistænkelige Blikke. Men hvor blev jeg ikke behagelig overrasket! Paa min ligefremme Yttring om, at jeg ikke havde andet Erinde end at besøge Finnerne og se, hvorledes de havde det, bød han mig fornøiet og trohjertig ind i sit Hus og lod sin Datter sætte for mig en Skaal Melk – en Høflighed, som norske Bønder af lignende simple Kaar meget sjelden viste mig –, førte mig omkring paa sin Gaard (han var, hvad kun faa Finner ere, Selveier) og viste mig den Myr, han netop med stor Anstrængelse havde renset for Sten og forvandlet til Agerland, ledsagede mig omkring til sine Naboer og introducerede mig hos dem med nogle finske Ord, som jeg ikke forstod, men som skaffede mig samme gjæstfrie Modtagelse hos dem alle. Her var jeg virkelig som i et fremmed Land, der udmærkede sig ved den Behagelighed, at alle dets Indbyggere forstode mit Modersmaal, skjønt de sig imellem talte et andet. Deres huslige Indretninger viste mig ogsaa helt fremmede Sæder; Finstuerne, navnlig de ældre, bestaa af et temmelig stort Rum, i hvis Hjørne der er anbragt en stor muret Ovn som en Bagerovn med Bænke paa Siderne, der yde et særdeles varmt Leie; disse Ovne ere ogsaa om Sommeren stadigt og stærkt ildede – en Nødvendighed, sige Finnerne, fordi de efter sin hyppige Færdsel i Myrene altid kommer hjem med vaade