sige affekterede, dialektfrie Udtale hørte man snart, at Norsken var et tillært Sprog, og det var tydeligt, at de først vare i sit rette Element, naar de talte Finsk, det udelukkende Omgangssprog mellem dem selv indbyrdes, og det aldeles rent og uforvansket Finsk, som jeg overbeviste mig om ved at lade dem forestave mig nogle Sætninger og sammenligne Ordformerne deri med en dertil medbragt Grammatik. Det har ikke hændt mig før, at jeg har siddet i en Kreds, hvis Tale var mig ganske fremmed; jeg kunde ikke engang adskille de enkelte Lyd og Stavelser i de hurtigt og, saavidt mit Øre tør dømme derom, melodisk flydende Ord. Alting var mig saa nyt og eiendommeligt; det var, som om jeg pludselig skulde være flyttet bort – ikke 10–12 Mil fra Christiania, men midt ind i Suomi selv, i „Storfinlands“ Skove; den ustandselige Passiar, som lød omkring mig, kunde være nogle af de vakkre finske Myther om Urskovenes Aandevæsener eller, siden den var saa livlig og kvik, Underholdning med den nationale finske Gaadeleg og de Vittigheder, den giver Anledning til.
Min Vært, Peder Mathisen eller Pekko Karvainen (enhver Fin bærer nemlig istedetfor Fadernavn et ældgammelt, vistnok allerede fra Finland medtaget Slægtsnavn)[1], var en velstaaende Selveier og havde af sin Tømmerskov opsat sig et stort Vaaningshus i norsk Stil, og i et net Kammer her blev min Seng mig anvist. Da jeg vaagnede, randt Solen op bag de svenske Aase og tittede ind til mig. Her var vakkert nu omkring Røgden, den smale, men henved et Par Mile lange Sø. Henimod dens sydstostlige Ende, som bøier ind i Sverige og der har sit Udløb, hæve sig paa to Aase paa begge Sider af Vandet ret imposante Stenrøser, der betegne Grændsen mellem Broderrigerne. Hele Vandets Længde henefter og paa begge Sider lysnede det hist og her i Granskoven af de Agre og Engstykker, hvormed Finnernes Flid har smykket deres Boliger. Lidt længere mod Nord indfra Vandet saa man et
- ↑ Ogsaa Finnernes Gaarde og Torper (som Husmandspladsene her kaldes) have finske Navne ved Siden af de norske.
