dyrjæger eller Bjørneskytte fra de norske Bygder som snarest streifede over; hist og her i Skovene finder man ogsaa ved Siden af en Myr Hobe af Aske og Slagg, Levninger efter Nordmændenes Arbeide i ældre Tider med at brænde Myrmalm; det var nok de eneste Tegn paa, at de norske Dalboere i de Tider, da Tømmerhandelen endnu ikke dreves i det Store, havde tænkt paa at gjøre sig disse Urskove til Nytte, og Finnerne mente vel, at de uden at fornærme nogen Mand kunde udstrække sin Braatebrænden og plante sit Finneliv ind over Grændsen paa norsk Grund.
Jeg har fortalt om de raa Tateres Indvandring i Landet, som de selv kun vide en meget ufuldkommen Besked om. Lad mig som Modstykke dertil fortælle lidt om disse Nybyggeres! Finnernes Sagn gaa op til de første Tider og viser os det interessante Syn af et ungt, livsfriskt Folk, som med Mod og Haab træder ind i et lidet urørt Land, der, lig en Ungmø, stille drømmer om det Folk, der skal beile til dets Ynde, om den Slægt, det skal nære ved sin Barm. Det var netop ved Røgden-Søen, beretter Sagnet, at den første Finnefamilie fæstede sit Bo, og det var fornemmelig derfra, at Slægten udbredte sig videre mod Syd og Nord og Vest. Naar en Fingut vilde gifte sig, saa bandt han sig et Ris af Birkekviste fra fem forskjellige Træer og magede det faa, at den Pige, han elskede, i Uvidenhed om hans kjelne List kom til at benytte sig af det ved Lørdagsbadet; der laa Tryllekraft i dette Ris, indviet, som det var, med Tryllesange, og hun kunde nu ikke nægte ham sit Ja. Nu tog han sin Øxe, fældede et Skovstykke, tømrede sig af nogle af Stokkene en Koie og en Badstue, brændte de andre og saaede Rug i Asken. Naar Øllet var brygget af en Del af den høstede Rug (thi at berede sig Malt af Rugen er en gammel Skik imellem Finnerne), førte han sin Brud hjem og med hende alle de deilige Sange, hun bar i sit Bryst[1]. – Snart kunde det blive Til-
- ↑ Man læse engang nogle Prøver af disse Natursange, oversatte paa Svensk i Barfods „Brage og Idun“ (Kjøbenhavn 1841), 4de Bind.
