fældet, at man maatte gaa længer bort fra Hus for at finde bekvemme Bakker til Braatebrænden; thi den engang brændte Skov udmavredes hurtigt. Da sloge flere Naboer sig sammen, læssede nogle Melsække og den til at oprode Jorden imellen Stene og Stubber indrettede „Finplov“ og andre Fornødenheder paa en Oxe og dreve den hen til det udseede Sted; her slagtede de Oxen og levede af dens Kjød, medens de udførte Arbeidet. Naar Høsten kom, dreve de to Oxer hen, slagtede den ene til Næring, medens de høstede og indrettede sig et nyt Braateland til næste Aar, men lode den anden bære Kornet hjem.
Denne idylliske Fred skulde dog ikke vare længe. De norske Sæterpiger kom vist med stor Forskrækkelse hjem og fortalte om de fremmede Folk dybt inde i Skovene, og Bønderne kunde vel ikke være ligegyldige ved disse nye Naboers Færd. Man betragtede dem vel som Fanter; der blev naturligvis klaget til Øvrigheden, og allerede 1648 udkom der en Forordning om, at disse „Skovfinner,“ som anrettede Skade „ved Veidefang og Fiskeri,“ enten skulde forføie sig bort eller ogsaa paa lovlig Maade erhverve sig Ret til at bo og bygge paa Skoven. Finnerne have nok ikke strax fundet det fornødent at holde sig dette Lovbud efterrettelige; thi det maatte oftere gjentages. Der forefaldt vel ofte smaa Stridsscener mellem dem og de norske Bønder og Lensmænd; navnlig er det berettet – og Finnernes Sagn indeholde endnu dunkle Erindringer derom –, at de svenske og norske Finner i Krigstider toge Leiligheden i Agt til i Fællesskab at udføre smaa Feldttog – eller Røvertog – paa Bøndernes Sætre og Gaarde, snart paa den norske, snart paa den svenske Side. Der maatte saaledes udvikle sig et meget spændt Forhold imellem Finnefolket og dets Naboer, og den almindelige, endnu den Dag idag ikke uddøde Tro paa Finnernes Trolddomsmagt maa have forøget Uvillien imod dem i samme Forhold, som der blandede sig Frygt i den.
Der var dog Noget ved Finnerne, som gjorde, at man, om man end havde Mod dertil, ikke kunde bekvemme sig til at
