v. Westen var; paa Forespørgsel derom forklarede ogsaa Deichmann, at Finnerne vare saa vel forsynede med Bøger i deres eget Sprog og med Skolelærere og Præster, at ingen videre Omsorg for dem gjordes Behov[1]. Vist er det, at v. Westen feilede i sin Mening, naar han tænkte sig disse Skovfinner som Hedninger; men det kan heller ikke være tvivlsomt, at om han eller en Anden med hans Aand var kommet til dem – og denne Hjord maa dengang have bestaaet af nogle Tusinde Sjele –, saa skulde hans Iver og Kjærlighed have givet et godt Bidrag til deres baade legemlige og aandelige Tarv, skulde bidraget til at udjevne den Kløft, som adskilte dem fra deres norske Naboer, imellem hvilke denne Haandfuld Mennesker nu i halvtredie Hundrede Aar har staaet som Fremmede.
Saaledes altsaa, formedelst mislige økonomiske Kaar og aandelig Vanrøgt, var dette ellers livskraftige Finnefolk bragt nær hen til Randen af en moralsk Opløsningstilstand. Det var en Ulykke og en Skam at være Fin. Finnerne havde lenge savnet sine Naboers Velvillie; nu laa de under for deres Ligegyldighed og Ringeagt; Finnefolket var nær ved at blive et Fantefolk.
Men nu er det ikke saa. Paa den ene Side tilstode de Finner, jeg talte med derom, at for en Menneskealder siden passede det paa dem, alt det Onde, som Nordmændene sagde dem paa; paa den anden Side indrømmer den omboende norske Almue villig at der i den sidste Tid er foregaaet en mærkelig Forandring med dem, saa de nu kunde ansees jevngode med de Norske. Hvorledes er da dette gaaet til?
Der er en Omstændighed, som i den sidste Menneskealder har medført en gavnlig Forandring i deres økonomiske For-
- ↑ Hammond, „Den nordiske Missions Historie,“ 1787, Pag. 504 fgd. 1724 skrev v. Westen til Missionskollegiet: „Om Gud giver mig Vei og Leilighed dertil, da (selv uden Kollegiets Ordre) reiser jeg i Følge Guds Kald til de samme Rugfinner. Skulde nogle 100 Finners Sjele omkomme alene af Frygt for Deichmanns Skyld? Han maa dog ikke være større end Gud og værre end Djævelen!“
