holde, nemlig den, at Skoveiendommene paa Finskoven, der mestendels vare samlede under nogle faa Handelshuse i Christiania, ere blevne solgte; derved ere nogle af Finnerne blevne Selveiere, og de andre, som vedbleve at være Husmænd, fik nye og driftigere Herrer, som under det Opsving, Trælasthandelen tog, kunde skaffe dem stadigere Sysselsættelse og sikkrere Arbeidsfortjeneste.
Men Mennesket lever jo ikke af Brød alene, og endda var der Ingen, der kunde tale det Ord til Finnerne, som deres Hjerter begjærede. Deres Nationalitet var overseet, ringeagtet, og om end – hvad dog neppe altid var Tilfældet – deres Øre forstod det Trøstens Ord, som den norske Tunge talte til dem, saa fattede neppe deres Hjerte det. Da kom en Mand af deres eget Kjød og Blod deres Længsel imøde; det var Carl Axel Gottlund, theologisk Kanditat fra Mo i Finland, nu Lektor i Helsingfors. I Aaret 1821 opholdt han sig i længere Tid paa de norske og svenske Fin-Skove. Han var maaske kun af Nysgjerrighed kommen hid for at se denne Koloni af Landsmænd; men han kom til at udrette meget Mere. Han reiste om fra Torv til Torp, samtalede med Finnerne om deres Anliggender, sørgede vist over den Sløvhed og Forvildelse, han vel maatte se og høre, glædede sig endnu mere over hvert Spor, han fandt af de nationale Dyder, vandt Alles Hjerter ved sin deltagende Opmærksomhed for deres Vel og henrykkede Unge og Gamle ved at opfriskede gamle hendøende Sagn og Minder fra det fjerne Suomi, ved at lade dem høre deres af Andre foragtede Modersmaal i en dannet og forædlet Form. Hver Tale, han holdt, var en rig Sæd, som udstrøedes, og nye livsfriske Ideer skjøde frem i Finnernes Sind; det var Nationalitetens Magt, som atter hævede deres Mod. Maaske var Gottlund en Enthusiast; idetmindste smile de norske Bønder gjerne, naar de tale om denne „Finnekonge;“ maaske udviklede ogsaa Finnerne i sin Livlighed de af ham givne Ideer noget videre, end han havde tænkt sig det; nok er det, at Finnerne pludselig til mange Ønsker og lagde mange Planer; de vilde have egne
