mere af hine indtrængte Nybyggere endnu tør findes imellem Beboerne af af de nævnte Skovtrakter. Men hvilken Opsigt disse Fremmede med det for Overtroen saa betydningsfulde Navn „Fin“ overalt have vakt, det kan endnu skjønnes af de mange Sagn om dem, som Almuen f. Ex. paa Ringerike ved at fortælle. Naar en ængstelig Sæterpige eller overtroisk Vedhugger dybt inde i Skoven traf til at faa høre en Finnekone i sit fremmede Maal synge kanske en af Finlands deilige Vuggesange, saa lød den vel for deres Øre som en Hexesang, og det første Uheld der traf Kreaturene, betragtedes vel som en Virkning deraf. Der maa vel ogsaa have været Noget deri, naar Sagnet fortæller om hvorledes Finnerne truede med at „stemme Bjørn paa Buskapen,“ siden endnu Finnerne i Soløer erindre sine Bedsteforældres Fortællinger om den Maade at skræmme Nordmændene. Saadan Overtro maatte avle Forbittrelse, og denne aabenbarer sig tydeligt i et stygt Sagn: Bønderne paa Ringerike havde forgjæves bedet Amtmanden om at faae en Finkjærring brændt som Hex; da Begjæringen blev antaget „saasom det den Tid var afskaffet at brænde Hexe,“ maatte Bønderne hjælpe sig selv; de murede op ligesom en Bagerovn, tvang Hexen til at krybe ind og murede Hullet igjen; her sad hun, og saa seiglivet var hun, at hun først døde efter ni Jevndøgn, og i al den Tid hørtes hun aldrig at paakalde Guds Navn, men gjentog stadig disse Ord:
„Julemalt
Og Paaskesalt
Er godt for Alt.
havde jeg bare det, saa skulde jeg ikke sidde her længe“
Naar nu Stemningen imod Finnerne var saadan, og naar saa Statholder Gabel, som jeg i er andet Kapitel har fortalt, lod Lensmændene og Bønderne i hver Bygd holde „Klapjagi Paa Røvere og fordægtige Personer,“ saa er det altfor rimeligt, at de toge adskillige af Finnerne med og med Hug og Slag dreve dem ind til Akershus. Men saaledes kunde hele Familier, som slet ikke vare saa vanartede, rives op og for stedse blive slængte ind imellem Taternes og Skøiernes Flokke. Det
