Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/226

Denne siden er ikke korrekturlest
212

er ogsaa rimeligt, at disse virkelige Fanter, naar de alt som tiest maatte flygte for. Bygdevægtere og Lensmænd og søge Tilflugt i Skovene, fandt aaben Modtagelse i disse foragtede Finnehuse, som skikkelige Folk skyede. Et saadant Finnehus er blevet berømt i Fanternes Verden. Det laa lige over „Linna,“ den norsk-svenske Rigsgrændse, saaledes at et Kammer laa i Sverige og et i Norge. Naar nu en Rømling eller Fant sad i det svenske Kammer og den svenske Lensmand søgte ham, behøvede han kun at flytte over til det norske, og omvendt, naar kanske et Par Dage efter den norske Lensmand kom og ledte efter ham. Men ved disse altfor mange Forbindelser med Finnerne have Skøierne ikke alene havt Anledning til at berige sit fattige Sprog med en Del nye Gloser og af de troldkyndige Venner lære adskillige for dem nyttige Kneb, men have maaske ogsaa nu og da havt den Fornøielse at se, at en Fingut eller Fingjente, som under de mislige Kaar, hvorunder disse adspredte Familier maatte leve, havde forglemt Finnefolkets nationale Dyder, forlod Forældrenes foragtede Røgstue og strøg afsted for at følge de lystige Fanter paa deres eventyrlige Tog.

Vi fandt disse Finner udbredte fra Osen-Vand i Tryssild til Tyrifjorden paa Ringerike; det var i Udmarkerne, de opsatte sine Stuer, i Udmarkerne, hvor Eiendomsretten endnu ikke var gjort gjældende i dens fulde Strænghed, paa Aasene, høit over Nordmændenes Boliger, men endda i Granens og Birkens frodige Hjem, hvor Braaterugen trivedes, i Urskovene, hvor Elsdyret, fordum mere udbredt end nu, streifede stolt omkring. Længere mod Nord, fra Fæmundsøen i Tryssild, paa Grændsefjeldene mellem Norge og Sverige til ind i Finmarken, paa de koldere Fjeldsletter, hvor heller ingen Grændsestene vise Forskjellen mellem Mit og Dit, og hvor Renflokkene søge sit Mos, der færdes ogsaa et Finnefolk; det er disse Egnes Urbeboere, de nomadiske, der, halvt hjemløse, med sine Renhjorder og Telte flytte om fra Fjeld til Fjeld. Det er to forskjellige Folk, disse Kvæn- og Lap-Finner. Deres Sprog vise vel, at de ere nøie beslægtede, omtrent saaledes,