Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/229

Denne siden er ikke korrekturlest
215

ladet sit Barn døbe med et norsk Christennavn, saa skyndte han sig at forsone sine egne fortørnede Guder ved at afvaske den christne Daab og døbe Barnet om igjen med et lappisk Navn i Sarakka’s, Nadien-Kjedde’s og andre Spøgelsers Navne; naar han gik til Alters, saa nød han bagefter et lignende Offermaaltid til de hedenske Guders Ære og troede dermed ikke at have fornærmet Rist-Ibmel, de Christnes Gud, og at have bevaret sig Sarakkas og Saivos og de andre Afguders Yndest.

Kan der tænkes et mere demoraliserende Liv? Og er det da at undres over, om Lapperne, som mærkede den norske Almues overtroiske Frygt for eller Tillid til deres Trolddomskunster, gjorde sig denne Overtro til Nytte for med sine smaa Kneb med noget af Dalboernes Rigdom at kunne bøde paa sin egen Armod og Usselhed? Og naar Ulven havde ødelagt en Lappefamilies Rener, saa den ikke længer kunde finde sit Udkomme paa det øde Fjeld, men maatte ty ned til de norske Bygder, søgte den ikke saadan Næringsvei, som der hørte hjemme – dertil mangler Lappen baade Legemskræfter og stadigt Sind, derfra afholdtes han ogsaa ved den Uvillie eller Ringeagt, som mødte ham –; men Familien grov sig i Skovkanten en Jordhule, hvis Urenlighed og Elendighed ikke lettelig overgik Beboernes tilvante Nøisomhed, og foretog derfra smaa Streiftog ned igjennem Bygderne, Manden maaske med et eller andet Redskab til at forfærdige Hornskeer eller deslige Smaating, Konen med betydningsfulde Trylleformularer, med Spaadoms- og Lægekunst, Børnene med fortrinlige Gaver til at tigge, Alle omgivne af et vist mystisk Væsen, som fulgte med Finnenavnet og skaffede dem Indgang overalt, saa Familien endogsaa kunde trives efter sin Smag og fortsætte sig i Generationer. Saaledes omtrent flakke endnu „Tiggerlapperne“ omkring i det Throndhjemske, om Sommeren endogsaa i Baade langs Havkanten. Nu er der ikke mange af dem; men i Fortiden maa der have været flere. Der er liden Livskraft i dette Folk; det ser man tydeligt paa den bedre Det af det, som vedblev at bo paa Fjeldet, og som i v. Westens Tid endnu var talrig