Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/231

Denne siden er ikke korrekturlest
217

muen, som har en forunderlig Færdighed i at iagttage disse for Mange ubemærkelige Forskjelligheder, skjelner endnu mellem Tiggerlapperne og andre Fanter; disse, synes Bønderne, ere „bare Stygheder,“ medens hine dog „leve som Folk,“ et Udtryk, hvormed menes, at de gaa mere menløst og stilfærdigt omkring end Fanterne. Og man kan være vis paa, at ligesom Taterne, de raske og broutende Asiatere, storlig foragte den lavvæxte Lap, den uanseelige Lallaró (den Stammende ɔ: En, som taler et uforstaaeligt Maal, saaledes have nok ogsaa Tiggerfinnerne holdt sig for gode til at indlade sig i Samkvem med Tiggere og Landstrygere, som ikke vare af deres Blod.

Ovenfor fandtes det dog sandsynligt, at enkelte af Skovfinnerne i det sydlige Norge opgave sit Familieliv og sloge sig sammen med Skøierfolket, hvis Ugudelighed lig en Kræftskade overalt aad om sig i de laveste, ulykkeligste Klasser og søgte at forvandle Alt til Lighed med sin egen Raadenhed; og saaledes tør det vel ogsaa antages, at nu og da en Tiggerlap her sluttet sig til de samme Skøiere og forøget deres Kaste. Ligesom man nemlig hos Skøierfølgerne i det sydlige Norge, som anført, finder enkelte Ord i deres Labbelensk, som nødvendig maa være lærte af Skovfinnerne, saaledes mærkes det ogsaa, at de Flokke af samme Kaste, som streife om i det Vesten- og Nordenfjeldske, have fundet Leilighed til at smykke sit Fantemaal med adskillige Udtryk, som vidne om Maskepi mellem dem og Tiggerlapperne. Efter disses juoigen, Lappernes mystiske Tuden, have Skøierne saaledes dannet sig Verbet jöiga, synge, og medens det ullensakerske Skøiermaal har dannet sit Gudsnavn Krist-jumila, af Skovfinnernes jumala, kalde de nordenfjeldske Skøiere sin Gud gjeddo, et Navn, der rimeligvis ikke er andet end en hendøende Erindring om Lappernes Kjedde eller Nadien-Kjedde, en hedensk Overgud, om hvilken Missionærerne, v. Westen og hans Embedsbrødre gave mange forvirrede Forklaringer[1]), men hvis Væ-

  1. De ere samlede i en Afhandling om de hedenske Lappers Religion, vedføiet Leems „Beskr. over Finmarkens Lapper“ Kjøbenhavn 1767. Se ellers flere Steder i Hammonds Missionshistorie.