sen og Navn nu nok er aldeles glemt af Lapperne selv, idetmindste af Fjeldlapperne.
I de foregaaende Kapitler har jeg samlet Træk til vore Fanteflokkes tidligere Historie. Fanternes hemmelige Sprog, deres Traditioner og Sæder, deres Physiognomi, Alt vidnede om, at de saakaldte Fantefølger eller omstreifende Familier egentlig have tilhørt to Stammer af Landstrygere, to indbyrdes forskjellige Kræfter, der i lange Tider have vidst at holde sig i vore Bygder. Og alt dette har jeg afhandlet med en Udførlighed, som Mange ville forundre sig over. Men det gjælder om at begribe Oprindelsen til det Overmaal af Ryggesløshed og Elendighed, som hersker mellem disse Mennesker, en Ryggesløshed og Elendighed saa stor, at man fast ikke skulde tro den mulig i vort ellers saa jevne Land, men hvis Virkelighed nærværende Kapitel skal forsøge at skildre. Det er ikke min Mening at disse Kasters i de foregaaende Kapitler beskrevne tidligere Historie frembød mange elskværdige Træk; men det er min Overbevisning, at Ryggesløsheden og Elendigheden imellem Fanterne er mere harmelig og himmelraabende nu, end den var i tidligere Tider, og at Aarsagen hertil er den, et de nu ikke længer danne saadanne nogenlunde afsluttede Kaster, men for største Delen ere sammensmeltede til et eneste Fantefolk.
Vistnok ved endnu enhver Fant at tale om Forskjellen mellem Rommanier eller Storvandringer (Tatere) og Meltravere eller Smaavandringer (Skøiere) med deres forskjellige Fantemaal og andre Mærker; men han taler dog derom mere
