det indsvøbt i et mørkt Klæde, som han om Dagen bar løst kastet over Skuldrene som et Draperi. Det hører til disse Orientaleres Naturel, at de, mætte og vel forsynede, kunne se saa inderlig dorske ud og endda i næste Øieblik, ved mindste Lyd eller Varsel, springe op som en Kat; men denne Tater sover nok med vaagent Øre, siden hans Haand endnu kraftig omslutter Messinghaandtaget paa Midten af den med glindsende Dopsko prydede tjukni. Og nu gjøer Hunden! Pludselig er Alt i Bevægelse. I den nys sovende Taters elastiske Stilling og speidende Blik ligger et „Giv Agt!“ ret malerisk udtrykt; Oldemoderen selv reiser sig og pønser paa kløgtige Raad. Der kommer Folk tilsyne imellem Træerne. Er det en moskro med en Trop buroar? Aa nei, det skjønnes snart, at det er bare duftus-mangare, og de raabes temmelig haanligt an. Men disse ere talrige og have mellem sig en bekjendt Slagsbroder af Flintian- eller Griffenfeldt-Følget; de svare trodsigt og ville just ikke flygte. Nu begynder en Scene! Med hæse Skrig svinger den gamle Hex sin Stav i Luften, og ved det første Glimt af Kniven, ved det første Slag af Fægtestaven, forberede Taternes Kvinder sig med Hyl til at istemme Kampsangen med Omkvædet:
Mændenes Kampmod opflammes til Raseri; selv Kvinderne smittes deraf; Ungerne skrige, og Hundene tude. Medens Fægtestavene svinges som Hjul og uddele vægtige Slag, som Smaavandringernes eller Meltravernes Kniv kun slet kan afbøde, ryge Kvinderne sammen og drages i Haar, skjønt de nysankomne endnu ikke have faaet tage Spædbørnene af Ryggen og
- ↑ Om denne Kampsang gjælder det samme, som blev bemærket i Anm. til Side 106.
