Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/239

Denne siden er ikke korrekturlest
225

jeg atter har læst en officiel Indberetning af vedkommende Præst, hørte hjemme i et Sogn i Thelemarken og var høilig frygtet formedelst sin bekjendte Ryggesløshed og hyppige Trudsler om Ildspaasættelse og anden Ondskab, saa at Ingen vovede at anmelde hende til fortjent Afstraffelse. Desto mere glad var man derfor, da hun engang paa længere Tid var borte fra Bygden. Men saa kom hun hjem med et Barn paa Ryggen. Mennesket gik til Alters først og udlagde saa for Øvrigheden en Mand fra en anden Bygd som Barnets Fader. Der reistes imidlertid Tvivl om Sandheden af hendes Angivelse, og hun indkaldtes til Forhør. Af en Grund, som nok lader sig gjætte, tilbagekaldte hun her sin første Paastand, nævnte som Faderen en udenlandsk Matros, som naturligvis ikke kunde blive adspurgt om Sagen, og tilføiede til Bekræftelse, at „dette skulde hun gjerne gaa til Alters paa.“ Senere befandtes det og, at den først opgivne Mand virkelig vedgik at være Barnets Fader; den Forvorpne havde altsaa villet gaa „til Alters“ paa Løgn.

Og disse skamløse Menesker maa vor Almue huse; dette Levnet og disse Forargelser maa den se og taale, helst den enfoldigere og ringere Almue, som ikke har Mandemod og Folkestyrke til at jage Pakket bort. Ja, vore Husmænd og enligt boende Bønderfolk maa lide Mere af disse vilde Gjæsters Ryggesløshed. I fordums Dage, da Folkets Enfoldighed og Overtro var større, og Fanterne selv bedre erindrede Slægtens gamle Kneb og Kunsten kunde de mere stilfærdigt liste sig omkring og med søde Ord og gode Løfter, med sin Trolddoms- og Spaadomsgave, skaffe sig, hvad de behøvede, og det i Overflod. Nu derimod maa de mere og mere tvinge sig frem med Trudsler og Vold. De gaa som Røvere i Landet.

Til Røverlivet hører først Røverkuler, og disse have ikke manglet. Paa Byaasen nær ved Throndhjem, hvor Kongeveien fører over den øde, triste Oustmyr og igjennem skumle Skove, var indtil for faa Aar siden et berygtet Sted. I en temmelig stor Husmandsstue boede „Stolpestu-Smeden,“ og her var, siges det, et kjært Samlingssted for fordægtige Folk.