hjem med Fortællinger om at have været langt inde i Rusland. Men dette er Undtagelser. Der er en vis Regelmæssighed i Fanternes Reiser, saaledes at Almuen jevnlig sammenligner dem med Trækfugle, der komme og forsvinde efter visse Naturlove. Færgemænd kunne bedst give Oplysning om deres Router. Egentlig skal der være – eller have været; thi i de allersidste Aaringer er der nok indtraadt adskillig Forstyrrelse i den gamle Orden – 3 store Fantedistrikter i Landet. I Akershus Stift skulle „Østvandringerne“ sværme om mellem Kongsvinger og Skien; fra Skien af til ind i Bergens Stift stryge „Vestvandringerne“ nok endnu saa temmelig jevnt frem og tilbage. Mest nøiagtig have dog Fanterne i det Throndhjemske kunnet vedligeholde sin gamle Økonomi; ved Slutningen af Vinterføret komme disse „Storvandringer“ kjørende ned fra Dalene til Oserne og Strandstederne; her sætte de Hestene ind hos sine Venner, faa sig Baade og flakke saa ind og ud ad Fjordene fra Romsdalen af stundom helt op i Finmarken; om Høsten komme de tilbage igjen med velladede Baade, med Uld i Vaagevis og Dun i Pundevis og andre gode Ting, og ned sine Heste og Slæder fare de da atter storsnudede op og ned igjennem Dalførerne paa begge Sider af Dovre og Kjølen. Det kan ogsaa hænde at et og andet Følge ligesom til Afvexling tilbringer en Sommer inde i Landet og mest oppe paa Fjeldene ved Fiskevandene og Sætrene; de skulle her vise sig som mærkværdig heldige Fiskere, og Sæterpigerne maa vel ogsaa betale dem adskillig Tribut. Kort, de indrette det saaledes, disse Mennesker, at der neppe er nogen Afdal eller Fjordbund saa skjult eller afsides beliggende, at den jo nu og da, mere eller mindre regelmæssigt, faar Besøg af disse sælsomme Gjester.
Den fredelige Reisende bliver uhyggelig tilmode ved at møde et saadant Følge; han kaster gjerne nogle Skillinger til Børnene og Kvinderne, naar de omringe ham med Bønner og Velsignelser, som faa en besynderlig Vægt ved Mændenes trodsige Blikke, der kun syntes at speide efter et Paaskud til at yppe Klammeri. En Byfoged har fortalt mig, at han engang blev
