Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/247

233

tager Børn i den elendigste Forfatning; men hendes Udseende var saa rædsomt, at Bestyrelsen af Hensyn til de andre Børn maatte nægte at modtage hende. – Pigen er død nu under Overmaalet af sin Elendighed, og paa den Maade gaar det til, at Landet besværes med færre Fanter, end det ellers vilde have at føde; Fantebørnenes Uskjæbne bliver Vinding for os. Men Mange overstaa dog Børneaarenes Fataliteter og leve et langt Liv med bedrøvelige Minder om den Tid, da de som Spædbørn af Mødrene slæbtes om i Slud og Vind. En nøiagtig Undersøgelse skulde sandsynligvis imellem vore Hundreder af Fanter finde et uforholdsmæssigt Antal af Blinde og Døve, af Krøblinger og Fjanter, ynkelige Skikkelser med den faldende Syge og med stinkende Saar. I Østerdalen fortalte Almuen mig om et lidet Følge, som havde et Slags Tilhold der eller streifede om i en vis Kreds, en Moder med en voxen Søn og Datter; Sønnen var lam, og Datteren maatte slæbe ham paa sin Ryg – et Syn, som ofte bragte Bonden til at spænde for sin Kjærre og kjøre Krøblingen et Stykke Vei. – Hvor underlig saadanne Menneskers Lod kan blive! I Gudbrandsdalen fortalte man mig om en gammel Fant, som nok er død nu, men som vist længe vil blive erindret der. I sin Ungdom havde han været spræg Karl og faret Landet rundt; da Alderen lagde sig paa ham, maatte han indskrænke fine Vandringer til en mindre Kreds, saa han lidt efter lidt ligesom fik Hævd paa at gaa omkring og mætte sig i Husene; men tilsidst blev han for gammel og svag og kunde ikke gaa længer; den Bonde, som sidst havde bespist ham, satte ham da i en Kjærre og skydsede ham til næste Gaard, og nu fik han kjøre Gaard imellem i de samme Præstegjelde hvor han før havde gaaet, og han befandt sig vel derved. „Hvor har Du egentlig hjemme?“ spurgte En ham; „Aa, der,“ svarede han med et Grin, „hvor Maden staar færdig for mig.“ Anderledes blev en gammel Kvindes Skjebne, som Finnerne paa Soløer-Finskov fortalte mig om. Her havde „Ladde-Maria“ faaet ligedan Hævd paa at vandre omkring. Hendes Mand og to Børn vare døde; frændeløs og hjemløs gik hun ene igjen paa Betlerstien, og