Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/248

Denne siden er ikke korrekturlest
234

nu var hun overmaade rynket og skrøbelig og saa gammel, at selv gamle Finner ikke syntes at kunde mindes hende anderledes. Men her paa Finskoven er der ikke Raad til at faa kjøre; det gamle Menneske maatte gaa og krybe henover de lange Stier fra Torp til Torp, og naar Veir og Føre var for fælt, maatte man sende Folk med hende for at støtte hende nedover Lierne og hjælpe hende over Myrene. Finnerne, de gjæstfri Finner, talte om hende med Deltagelse og tænkte med Vemod paa at hun, siden hun ikke var seet nu paa en Tid kanske var gleden ud i en Myr og der havde fundet Hvile for sin Fod.

Men – vil Læseren maaske indvende – det er dog kun enkelte Fanter, som slæbe sig omkring i saadan Elendighed; Flertallet af dem viser os dog det harmelige Syn af Mennesker, der i Ungdoms og Sundheds Fylde stryge omkring som de argeste Døgenigter. Nu vel, jeg vil betragte Fanterne i deres Lystighed; jeg skal ikke tænke paa, hvor snart det gaar med de lystige Dage, men forsøge at kaste et Blik ind i deres Sjel. Hvilken Letsindighed, hvilken Frækhed, Utugtighed, Hevngjerrighed, Løgnagtighed, Rovlyst, Ryggesløshed jeg ser! men ak, hvilken Elendighed tillige! hvilken Synd og hvilken Syndenød! I dette Øieblik stiller jeg for min Tanke en vis Fant, en af dem, som jeg kjender bedst, og i hvis Liv jeg grant saa alle hine Udyder og mange flere til, og jeg anstiller en Sammenligning mellem ham og mig selv. Hvorfor vilde jeg ikke for Alt i Verden bytte min Lod med hans? Han er en hjemløs Stymper, og det er ikke jeg; han er bedækket med mangt Forbrydelsers Skjændsel, og det er ikke jeg. Men dette er ikke den største og væsentligste Forskjel. Jeg priser min Lykke i Sammenligning med hans Ulykke i samme Forhold, som jeg tør tro mig ham overlegen i Kundskab og Sædelighed. Men nu er der en Besynderlighed i Menneskelivet, som ret klart fremstillede sig for mig, just medens jeg engang stod Ansigt til Ansigt med denne samme Fant. Jeg kan, saa meget jeg end monne forsøge derpaa, ikke udskille, hvad jeg ved egen Virksomhed har bidraget til, at min ydre og indre Tilstand er, som