Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/250

Denne siden er ikke korrekturlest
233

Indflydelse, hvorunder nogle Menneskers Liv uundgaaelig synes at maatte udvikle sig til en saadan Uskjebne.

Psychologen maatte kunne lære Meget ved at kige ned i dette Dyb. Disse Mennesker lever under saa høist usædvanlige Forholde, og deres Charakter og Væsen maa nødvendig arte sig paa en usædvanlig Maade. Man høre et Exempel derpaa! En ryggesløs Fantekvinde havde i flere Aar med et Par Pigebørn streifet om mest i Østerdalen; men Ingen vidste, hvor hun hørte hjemme, og derfor havde kanske Ingen nogensinde tænkt paa at standse dette Uvæsen. Saa var der omsider en Præst, som ikke længer holdt ud at se paa, hvorledes Børnene voxede op i dette Fanteliv, og med den Myndighed, som er Fattigkommissionerne given, tog han det yngste Barn fra Moderen. Medens der korresponderedes vidt og bredt for om muligt at finde den Hjemstavnskommune, hvor Barnet kunde sendes hen til Opfostring og Forsørgelse, beholdt Præsten Pigen paa sin egen Gaard. Hun var 11–12 Aar gammel, viste ikke noget ondt Gemyt og havde gode Evner. Hun blev af alle Gaardens Folk behandlet med Deltagelse og Venlighed, og Præsten og hans Frue forsøgte selv at lære hende Læsning og Haandarbeide. Skulde man tro, at saadan Kjærlighed og Omhu ikke skulde formaa at beherske det 12aarige Barns Sind? Men den tidligere indplantede Vanart viste sig stærkere end Opdragelsens Magt. Hun var ikke just ligefrem uskikkelig, men saa overmaade ustadig, at al Anstrængelse viste sig frugtesløs. Præsten maatte med gode Ord og Betaling overtale en Bondefamilie til at tage hende til Opfostring. Men det varede ikke længe, før Bonden kom og forklarede, at dette Barn kunde han ikke raade med, og da ingen Anden heller vilde fornye Forsøget, maatte Præsten tage hende til sig igjen. Jeg var paa Præstegaarden og vilde se denne lille Vildkat; hun skulde være, sagde man mig, i Haven og arbeide, og jeg søgte hende der; men hun var der ikke. „Ja, saaledes er hun altid,“ forklarede man mig da; „naar vi sætte hende til noget Arbeide, saa sidder hun noksaa fornøiet og flittig et Kvarters Tid; men saa løber hun igjen.“ Det var, som om