dalen i Throndhjems Stift, en af de vildeste Fjeldtragter i
Landet, som kun bør befares ved høi Sommertid, og nu var
det senhøstes. Uveir kom over dem; et Kvindemenneske i Følget
udmattedes, segnede og døde; det øvrige Følge fortsatte
sin Gang; men den Afdødes Søn, en liden Gut, som var
med, fandt Veien tilbage til Bygden og fortalte med Graad,
hvor Liget laa. Om dette Fruentimmer var det under Retsforhørene
blevet oplyst, at hun endnu ikke havde annammet den
christne Daab; derfor var hun nu ogsaa bleven forpasset til
sit Hjemsted, etsteds i Throndhjems Stift, hvor det skulde drages
Omsorg for hendes Undervisning i Christendom. Et Hedningemenneske
altsaa var det, som her vansmægtede. – Man
nævne mig en større Jammer end den, hvori denne Sjel udaandede
sit sidste Suk! Maaske stred hun ikke nogen voldsom
Fortvivlelseus Strid; vel muligt, at hun i sin Mathed ikke
følte Dødens Bitterhed; vi kunne forestille os, at hun formedelst
Vankundighed og slette Stæder, i et langt Livs aandelige
Død, var bleven saaledes sløvet, at hun selv i den alvorsfulde
Time ikke ret fattede Betydningen af Liv og af Død og af
Dom. Men om det end var saa, ja netop fordi det rimeligvis
var saa, spørger jeg atter: Ved man nogen større Jammer
at nævne?
Med Vemod ser Menneskevennen Listerne over de mange Blinde og Døvstumme i Landet, hvem en saa stor Del af Menneskelivets Goder ere nægtede, og Nationaløkonomen beregner maaske, hvor stor Del af den private og offentlige Formue der kræves for nogenlunde at mildne de Ulykkeliges Skjæbne og erstatte den Arbeidskraft, som ved deres Naturfeil gaar
