Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/258

244

er, end mindre deres Fader, ikke vide, hvor i Verden de ere fødte, ikke engang hvor gamle de ere; den eneste Tradition, der er kommen ned til dem fra den spæde Alder, hvortil deres egen Erindring ikke naar op, er det Fornavn, hvormed de have hørt sig benævne. – Men endnu hyppigere hører man om Folk, som med stor Flid og Kunst selv tilhylle sin Fortids Historie i det tykkeste Mørke, og vel søge at drukne sine egne vemodige Erindringer derom i et nyt Livs Adspredelser. Et ungt Menneske af en dannet og agtet Familie forlod imod alle Foresattes Raad og Villie den lovende Bane, han ved Slægtningers Hjælp havde betraadt, kjedede sig snart ogsaa ved sin selvvalgte Bestilling, bortkastede saa sit Navn, dulgte sin Stand og optraadte som et andet Menneske paa Verdens Skueplads. Han var endnu ikke konfirmeret, da han i 1835 begyndte dette Spil. Først streifede han nogle Maaneder om i Sverige for at lære Sproget og førte saa et mere og mere udstuderet Fanteliv imellem Throndhjem og Gothenborg, Østersund og Bergen. Han gik saa temmelig ubehindret omkring; i Norge udgav han sig for en Svenske ved Navn Sjøberg, og i Sverige kaldte han sig Even Olsen og Nordmand; intetsteds kjendtes man ved ham, og overalt var man glad ved, naar han blev anholdt, at forpasse ham til det Hjemsted, han behagede at opgive. – Om Vaaren 1839 blev han endelig under Navnet Even Olsen som ukonfirmeret Betler og Løsgjænger inddømt til Throndhjems Tugthus. Han erklærede sig naturligvis aldeles uvidende om sin Herkomst, og da ingen Dødelig vidste at sige, at denne Person var døbt tilforn, faldt der Resulution for, at han skulde døbes paa Tugthuset. Det forstaar sig, at han gjorde mærkværdig hurtige Fremskridt under Religionsundervisningen, og endnu i Sommeren samme Aar blev den hellige Handling fuldbyrdet. Han afsvor Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen og døbtes paa Bekjendelse om Tro og Lydighed imod Gud Fader, Søn og Helligaand, alt for at indskrives, ikke i Livets Bog som et benaadet Guds Barn, men i Kirkebogen med det nye Navn, der nu skulde sikkre ham i hans nye, selvvalgte Stand og Stilling