Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/26

12

hvorunder enkelte Individer eller Familier lettelig gaa tilgrunde; ved Siden af det større Velvære, som i lykkelige Tider bliver Mængden af Folket til Del, ved Siden af den stigende Oplysning og Kultur pleier gjerne Raahed og Last og Elendighed hos Nogle vise sig i en end frygteligere Skikkelse end under de tidligere mere jevne Forholde; dette lærer ogsaa en hyppig, men smertelig Erfaring os, som viser os Exempler paa Folk, der kun synes at have tilegnet sig Civilisationens Laster og, aandelig og legemlig svækkede og uduelige til al god og nyttig Virksomhed og Deltagelse i et ædlere Samfundsliv, synke ned til et næsten dyrisk Liv, hvor kun Sandsen for at tilfredsstille det physiske Livs Fornødenheder endnu synes at være tilbage; saaledes gaar det et ikke lidet Antal af f. Ex. Drukkenbolte og hyppig afstraffede Forbrydere, en ulykkelig Klasse af Mennesker, som sikkerlig vor Tid langt mere er bebyrdet med end Fortiden med dens jevnere Sæder og simplere Forholde. Og medens vel den største Del af saadanne forlorne Mennesker, de mest enerverede og dorske, tilsidst kun bidrage til at fylde vore Arbeidsanstalter og Forsørgelsesindretninger, saa ser man dog ogsaa adskillige af dem vælge det omstreifende Liv og blive Landstrygere. Men snart er dog deres elendige Livs Maal fyldt, og de ere sporløs forsvundne. Hos de mere egentlig saakaldte Fanter, i Fantefølgerne, finder man derimod en vis Livskraft og Lystighed, som baade trodser og overlever Vanskelighederne; hos dem trives et fuldstændigt Familieliv, hvori den opvoxende Slægt tilegner sig de Gamles Tænkemaade, fortsætter deres Leveskik. Dette burde have ledet til Formodningen om en i et længere Tidsrum fortsat Udvikling, hvori disse Mennesker kunne have vænnet sig til at befinde sig vel ved dette forunderlige Vandreliv, som saa ganske strider imod de almindelige Begreber om Velvære og Hygge, hvori de kunde have lagt sig til dette haardnakket menneskesky Væsen, som dels stadig vise mod den bosiddende og ordentlige Befolkning, og paadraget sig det Overmaal af Uvillie, som Almuen, i hvis Midte de færdes, idelig lader dem mærke. Og naar det selv nu, da der gjøres langt mere end i tidligere Tider for at over-