Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/261

247

Dersom en virkelig Fantegut stryger enlig omkring og betler, vil han oftere møde bebreidende Uvillie; han er derfor gjerne saa klog at føie raa Sandselighed til sin Dovenskab og tage sig en Kjæreste med paa Vandringen som sin foregivne Hustru; han ved, at jo større Trangen viser sig, desto snarere vil Medlidenheden gjøre sig gjældende istedetfor Harmen; hans Held paa Tiggerfærden stiger for hvert Barn, hans Kjæreste beriger Armoden med. Der ligger en mægtig Overtalelse i de blege Børneansigter, og rigelige Almisser ere de Renter, Forældrenes Synd beregner sig af Børnenes Uskyld. Men ganske samme Plan lægger Letsindigheden stundom ogsaa hos Folk, som ikke tilhøre Fantekasten. En doven Gut og en uvorren Gjente paa Hadeland havde besluttet at gifte sig, og der var allerede lyst for dem i Kirken; men de eiede ingen Ting og havde ingen Udsigt til at saa nogen Bestilling at ernære sig ved; en fornuftig Mand, en af Bygdens Formænd, talte da til Gjenten, og forestillede hende, at deres Giftermaal, helst naar de Børn at forsørge, ufeilbarlig vilde have til Følge, at de maatte „komme paa Kassa;“ „Ja, naar vi bare kunde komme saa vidt,“ var Svaret, „saa var Nøden forbi.“ Der er ikke faa saadanne Familier i Landet. Naar saa Børneflokken er bleven talrig, og Naboers og Sambygdingers Uvillie over Skamløsheden og dens Besvær er bleven ret stor og gjør det uhyggeligt selv for slige Folk at være hjemme længer, saa kommer Vandrelysten over dem. I Storelvdalen traf jeg en saadan Familie. Manden viste mig rigtignok Præsteattest for, at han var ordentlig ægteviet og havde været hjemmehørende i Vardal; han viste mig ogsaa et Bundt Hægter, som han, efter gammel Skik netop i hans Hjembygd, havde forfærdiget og nu falbød; han forklarede mig, at han ved denne sin Handel tænkte at vinde frem alt op til Nordlandene, hvorhen mange Akershusinger i de sidste Aaringer ere udvandrede, og hvor han ogsaa vilde slaa sig ned. Men han reiste aldeles paa Fantevis. Selv trak han en liden Kjærre, hvori et Barn sov mellem nogle Bylter, medens Konen bar det mindste Barn paa Ryggen og ledede det ældste ved Haanden. Et ganske eiendomme-