han er kjendt, hvilket heller ikke gjøres ham til Pligt nu som for et halvt Snes Aar siden[1]; med en falsk Undseelses mangehaande Paaskud søger han tvertom til saadanne Steder, hvor han kan tro sig med sin Skjændsel mindre kjendt, men hvor han, kun lidet befæstet mod Fristelserne, atter staaer alene blandt Fremmede. Det er aldeles naturligt, om han saaledes falder atter og atter. Men den, der nogle Gange har gaaet ud og ind af Strafanstalterne, har overmaade vanskeligt for at bevare Tilliden til Guds Hjælp og til sin egen gode Villie. Han mistvivler snart om sin Forbedring og Redning og bliver sløv og uvirksom. Ved det mindste Tegn paa den Mistillid, som gjerne vises den Faldne, hvis han nogensteds søger om Arbeide, opgiver han snart Bestræbelsen for at gjenvinde den tabte Agtelse; ja, han benytter endog den Vanskelighed, der møder ham, som et Paaskud baade for sig selv og Andre til at følge sit onde Hang; han kan ikke faa Arbeide, og derfor – saa synes han og siger han – maa han bede om Almisse. Det er Straffen for den falske Undseelse, hvormed den løsladte Forbryder vægrede sig ved atter at vise sig imellem sine Sambygdinger, der kjendte hans Fald, at han tilsidst med en forfærdelig Skamløshed stryger Landet om og fortæller hver Mand, han træffer, at han har siddet saa og saa mange Aar paa Tugthuset og Slaveriet, for efter saadan Indledning at betle om en Skillings Almisse. Det kan ogsaa mærkes, at den Forbryder, der flere Gange har forsøgt Rettergangens Farer og Straffenes Tvang omsider erhverver sig et saa godt Skjøn paa Lov og Justits, at han ved, at det aabenbare Tyveri og Røveri i vore Dage vanskelig hengaar uopdaget og ustraffet, men at Lensmænd og Fogder kun lidet ændse Lediggjængerens Dagtyveri eller den uværdige Tiggers Rov fra den tause og i Sandhed lidende Trængende. De Tider ere paa det nærmeste forbi, da en Arne Bravkarl, en Gjæst Baardsen, Ole Høi-
- ↑ Ved kgl. Resolution 24 Oktbr. 1838 er det tidligere Bud om, at løsladte Straffanger skulde reise hjem, blevet ophævet.
