Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/269

255

Regning ved at forstille sig og fortsætte den besynderlige Færd. Jeg har seet en saadan Kvinde, som syntes at svæve imellem Erkjendelsen af sin Sværmerprædikens Usandhed og Ulyst til atter at vende tilbage til det stadige Liv, og det var endda upaatvivlelig en af hine Kvinder, som i Arresten i Skogn havde vist en saa paafaldende Standhaftighed, ja maaske netop den af dem, der ved sen Iver havde opretholdt sine Lidelsesfæller, naar de, som ofte var Tilfældet, vare nær ved at forsage. Jeg traf hende paa Landeveien mit i Gndbrandsdalen. Hun vakte min Opmærksomhed ved sin raske Gang og sin besynderlige Dragt; hun bar gode Klæder, men i saa overflødig Mængde, at jeg ikke ved at have seet nogen Vandrer saa vel tilpakket i den høieste Vinterkulde, og nu var det Sommerhede. Jeg raabte hende an; men hun gik mig rask forbi; jeg sprang af Kariolen og løb efter hende; men hun vilde ikke saa meget som se sig om; først da jeg stillede mig helt foran hende, fik jeg hende til at standse. „Hvor er Du fra?“ spurgte jeg hende: „Fra Gud,“ svarede hun, og nu vidste jeg, hvad Slags Menneske jeg havde for mig. Det varede heller ikke længe, før hun, tagende Forargelse af den Omstændighed, at jeg kjørte og ikke gik, holdt mig en Skriftetale, som i Sandhed var mærkværdig; jeg forvirredes fast ved den rivende Strøm af fordreiede Bibelsprog og halve Psalmevers, af phantastiske Syner og græsselige Forbandelser, og dog var der en vis Sammenhæng i alt dette Snak, en fix Ide i de vexlende Billeder. En Pause indtraadte omsider, og erindrende Navnene paa hine Kvinder i Skogns Arresthus, som den Frafaldne blandt dem skal have opgivet, tiltalte jeg Mennesket med de samme Navne, det ene efter det andet, indtil hun, faldende ud af Rollen, stiltiende indrømmede, at jeg nok havde truffet det rette, Johanne Lønning fra Buøen ved Stavanger. Et Øieblik vare vi nu ret gode Venner; men snart begyndte hun atter i den vrede Tone og kom atter i formelig Ekstase, og jeg saa, at Latteren i min hosstaaende Skydsguts Ansigt stivnede hen og forvandledes til Rædsel derved. Men paa et halv listigt, halv sky Udtryk i hendes Øie syntes jeg begge Gange tydelig at bemærke, at hun