Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/273

259

bragt dem paa Afveie; Udsvævelser have sløvet deres moralske Kraft. Med Hensyn til Haandværkssvendene, som ogsaa udgjøre den største Part af disse Forulykkede, bør endnu en Omstændighed særlig komme i Betragtning; dels efter gammel Vedtægt, dels ifølge Lov er det i flere Lande en fast Regel for dem at reise paa sit Haandværk for at uddanne sig; men den hyppige Skiften af Opholdsted bliver for Mange en ligesaa hyppig Afvexling af nye Fristelser. Den Svage, som mærker, at han maa omvende sig fra onde Vaner, troer ofte, at det skal falde ham lettere at udføre sit Forsæt og blive et nyt Menneske, naar han forandrer Opholdsted; han udsætter med Omvendelsen, til han har fundet et saadant, hvor han synes han ret kan hygge sig; men Kilden til Hygge og Tilfredshed ligger hos Mennesket selv, ikke udenfor ham; han finder derfor ikke det Sted, han søger; han flytter igjen og reiser saa længe, at det rolige og arbeidsomme Liv bliver ham en Gru; han tør ikke længer sidde stille, da han derved kommer til at mindes og betænke sine mange Feiltrin, sit forspildte Liv; han maa blive ved at reise og – flygte for sig selv, for sin egen Tanke. Og det lykkes disse Mennesker ved utrolig Møie og Kløgt, ved et 10–20aarigt Reiselivs Hunger og Kulde og ved de spidsfindigste Undskyldninger for sin egen Samvittighed, at udbrede en saadan Sløvhed over sin Sjel, at de ikke længer græmme sig over Savnet af den Lykke og Tilfredshed i Livet, de ved halv saa megen Anstrængelse med Orden og Stadighed havde kunnet erhverve flg. Sløvheden bliver saa stor, at selv legemlige Lidelser ikke synes at berøre dem som andre Mennesker, saa de f. Ex. med forrevne Sommerklæder og Støvler uden Saaler kunne vandre igjennem den barske nordiske Vinter. Med denne Sløvhed følger et, som man altfor ofte kalder det, saare lykkeligt Humeur. I en Samtale med en 55aarig Bogbindersvend, som nu i over 20 Aar havde ranglet saaledes omkring og i al den Tid neppe indbundet en Bog, forundrede jeg mig først over den spøgende Maade, hvorpaa han omtalte sit Liv og glædede sig i den Vished, at hvor meget han end tiggede, saa „kunde man dog ikke tage Livet af