som nu, opstemte han sin Pathos til det Høieste. „Siger Herren det?“ udbrød han som med en krænket Uskyldigheds Smerte; „tror Herren da, at Ludvig Philip, det stolte franske Folks ophøiede Behersker, var glad i Hu, da han stødtes fra sin herlige Trone og paa sin Fod maatte vandre til Havets Bred for i en ussel Fiskerbaad at betro sit Liv til de brusende Bølger?“ – Fyren var mindre høitravende, da jeg nogen Tid efter fandt ham igjen i Levanger Arresthus.
At vandre saaledes omkring og tigge sig frem snart med forstilt Beskedenhed, snart med opskruet Skryderi, det er en Kunst, som Vandrerne rose sig af og som i deres Mund hedder at „fægte,“ et „slaa Fægt,“ ligesom de selv med Munterhed titulere hinanden „Fægtemestere“[1]. Det er dog sjelden, at disse Fægtemestere ved sin Optræden minde om den egentlige Betydning af dette Navn. Paa en Præstegaard to Mile fra Christiania kom fire Geseller ind paa Kjøkkenet, alle væbnede med Stokke og en af dem med Kniv i Belte. Man satte Mad for dem; men de forlangte Penge. Præsten kom ud til dem, og de gjentoge sit Forlangende; paa Opfordring om at forføie sig bort viste de en trodsig Holdning, og først da Gaardsgutterne tilkaldtes, gik de, men knurrende. – En Lensmand i det Throndhjemske fortalte mig, hvorledes et Par Geseller havde vist ham sin Uvillie over at være blevne afspiste med Mad istedetfor med Penge. De vare komne ind paa Kjøkkenet og havde faaet Mad, baade megen og god, baade Kjød og Brød; men de toge den uden Tak, gik ud paa Broen over en Elv
- ↑ Disse Udtryk, som vel ere hentede fra den stadige Brug af Vandrestav, ere indførte fra Tydskland, hvor „fechten“ allerede forekommer i det rotvelske Tyvesprog og bruges om de Medlemmer af Banderne, hvis Bedrift bestod i at spille vandrende Haandværkssvendes Rolle for saaledes at faa Leilighed til at tigge og stjæle eller speide. I Norske Lov af 1687, 2–9–8, tales der om „hellige Dages Misbrug til Gilde, Drik, Dobbel, Gøglen, Fikten eller andet saadant,“ og i „Dansk-juridisk Ordbog“ (Kjb.havn 1822) bemærker Baden om denne samme Fikten (se under Fegten), at den „maa have været et Slags Gjøglen, hvormed af den Tids Løsgjængere blev begaaet Misbrug.“
